Foto: PR

I august udgav Benjamin Francis Leftwich et af årets smukkeste album. Vi mødtes med briten, da han gæstede København for nylig, til en snak om hans dybt personlige, musikalske rum. 

Ærlig, rå, smuk. Det er de tre ord, som Benjamin Francis Leftwich bruger til at beskrive sin musik, da jeg mødes med ham, inden hans koncert i Lille VEGA i starten af oktober. I august udgav han albummet After the Rain, som følger op på den succesfulde debut, Last Smoke Before the Snowstorm, fra 2011. Pladen solgte over 100.000 eksemplarer, er streamet over 150 millioner gange, og Leftwich turnerede med den indtil slutningen af 2013. Men så trak han stikket:

”Jeg havde brug for noget tid til mig selv. Både til at lave ny musik og til at tage en pause, og se det hele lidt udefra. Jeg brugte også en masse tid sammen med min far, som blev alvorligt syg, og som vi sidenhen mistede.”

I vores anmeldelse kalder skribenten After the Rain for et af de sørgeligste, men også mest fantastiske album, hun nogensinde har hørt. Med det, og historien om tabet af faderen, in mente, havde jeg allerede nogle tanker om, hvad jeg skulle synes om pladen. At den ville være så hjerteskærende, at den næsten ikke var til at bære. Det er den også på nogle punkter, og der er en indbygget melankoli i Leftwich’ vokal, som er svær at ryste af sig. Men det der for alvor har fast i mig efter at have lyttet til albummet – ganske mange gange efterhånden – er ikke smerte og tab, men optimisme, håb, en vej ud af mørket.

Læs også  Opsamling: Læs vores album-anmeldelser fra første halvdel af 2017

”Ja, helt klart,” nikker Leftwich, da jeg deler min tanke med ham. ”Der er håb for fremtiden i den. Men for at det håb og den optimisme skal stå klart frem, så skal det sættes op imod ekstremt tungsind,” forklarer han. ”Det er også sådan, jeg har det, med det her album. Det er mere ’følelsesmæssigt farverigt’.”

Det er for eksempel på et nummer som “Summer”, med teksten “It started with a beating of a frozen winter heart // It started with a feeling, I can make a brand new start”, at optimismen virkelig skinner igennem. Eller på “Some Other Arms”, som handler om at acceptere, og glæde sig over, at den person, man elsker, men af en eller anden årsag ikke kan være sammen med, finder lykken et andet sted. Og så er der “Kicking Roses”, som Leftwich kalder for den mest ærlige og selvreflekterende sang, han nogensinde har skrevet.

Ingen facader

I løbet af min samtale med Leftwich går det for alvor op for mig, at musikken virkelig er et spejlbillede af ham selv. Jeg havde egentlig forventet en langt mere skrøbelig type, som man skulle gå lidt på tæer rundt omkring. Men igen tog jeg fejl. Det lyder måske som en kliché, men han har befundet sig i det mørkeste mørke og er kommet ud i lyset på den anden side – og er muligvis også blevet stærkere af det.

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

”Der er ikke noget skel mellem mit musikalske liv og mit personlige liv. Jeg har altid ville lave noget, som er ærligt og som virkelig repræsenterer, hvem jeg er,” fortæller han. “Ens opfattelse af ærlighed ændrer sig også, efterhånden som man bliver ældre. Når du er ung, tror du måske, at det mest umiddelbare også er det ærligste. Men undervejs lærer du at reflektere over dine handlinger og tanker på en anden måde.”

I perioden fra 2013 til 2015 skrev Leftwich over 100 sange, som så er blevet snævret ind til de 13 numre på After the Rain.

”Jeg er virkelig stolt af den her plade. Den har taget lang tid at lave, og der er tider, hvor det virkelig har været svært,” siger han. ”Men jeg har heller aldrig følt mig presset til at lave eller udgive musik. Det vigtigste er, at det er ærligt, og at jeg kan se mig selv i det. Så jeg ved heller ikke, om mit tredje album kommer om ét år eller ti.”

Leftwich skrev den første plade helt selv, men på nummer to har han haft andre folk med indover. Og det vil han også forsøge at gøre fremover.

”Jeg elsker, at man kan ’bounce’ idéer rundt mellem hinanden. Men det er kun nogle få, særligt udvalgte venner, som jeg ved, jeg kan stole på, som jeg tager med i skriveprocessen.”

Solo på scenen

Når Leftwich går på scenen, er han dog helt alene. Eller det vil sige næsten. Han har nemlig altid et billede af sin far og sin søster med sig. Men ellers er det bare ham og en guitar.

Læs også  Opsamling: Læs vores album-anmeldelser fra første halvdel af 2017

”Jeg vil gerne præsentere sangene i deres reneste form, og jeg kan godt lide at have fuld kontrol over, hvad der foregår på scenen,” forklarer Leftwich. ”Det kan selvfølgelig godt være svært. Det kommer meget an på rummet og på publikum. Nu må vi se, hvordan det går i aften, måske du kommer til at stå og buhe af mig,” griner han.

Jeg kan afsløre, at hverken jeg selv eller andre i publikum buhede i Lille VEGA den aften. ”Der er en virkelig sjælden og magisk energi i det her rum,” bukker Leftwich, og flere gange i løbet af aftenen lyder der en tak til publikum for deres respekt og opmærksomhed. Der er noget helt specielt ved hans tilstedeværelse på scenen. Noget skrøbeligt og til tider næsten akavet. Men ikke på den der ubehagelige måde, hvor du ikke kan vente med at slippe væk fra den. Det er den akavethed, som opstår, når du bliver inviteret helt ind under huden på et andet menneske. Hvor du står foran én, der med hudløs ærlighed lukker dig ind i sit helt personlige rum. Og når du har accepteret det, så har du ikke lyst til at forlade det igen.

Hør det helt nye track “Super 8 Eyes” (7. november) her:

Koncerten i Lille VEGA fandt sted den 6. oktober 2016.