Foto: Andrew Stuart

Band of Horses turnerer i øjeblikket kloden tynd med deres seneste album, Why Are You OK. Det bragte dem forbi Tinderbox i Odense, hvor vi fangede frontmand Ben Bridwell til en snak om blandt andet sangskrivning, karriereforventninger og et par råd til helt nye bands.

Det er 10 år siden, at Band of Horses udgav debutalbummet Everything All The Time. Siden da er det blevet til yderligere fire plader – det seneste, Why Are You OK, kom på gaden den 10. juni i år. Albummet er blevet til på en markant anderledes måde end de foregående – i hvert fald, når det kommer til skriveprocessen. Tidligere ville forsanger Ben Bridwell nemlig isolere sig et sted for at skrive, men sangene på Why Are You OK er skrevet i hans hjem, som han deler med sin kone og deres fire døtre.

Noget af det første, jeg spørger ham om, da vi har fundet os til rette i det bagende telt i presseområdet på Tinderbox, er, om der er nogle øjeblikke fra arbejdet med den nye plade, som har sat sig særligt fast i hukommelsen. “Hmm, egentlig ikke. Eller jo, der er de øjeblikke, hvor man virkelig er opmærksom og ikke lader sig distrahere af de ting, som man normalt lader sig distrahere af,” siger han og kommer med et eksempel om, hvordan Dinosaur Jr.’s J. Mascis kom til at synge kor på “In A Drawer” – et nummer som han ikke rigtig kunne få til at fungere.

“Det var den særeste hændelse, der fik den sang til at samarbejde: Jeg åbnede en skuffe. Bogstavelig talt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive om, så jeg håbede, at jeg ville finde noget interessant dernede, eller at det ville bringe nogle minder frem. Det gjorde det ikke, så jeg skrev om skuffen i stedet.”

Det mindede ham om Dinosaur Jr.-sangen “In a Jar”, så han lyttede til den, og næste nummer på playlisten var bandets cover af The Cures “Just Like Heaven”, som tilfældigvis var i samme tone som skuffesangen.

Læs også  Weekendens essentielle udgivelser // Uge 46

”Så jeg begyndte at synge J. Mascis’ version af The Cures tekst henover min egen sang, og så gik det op for mig, at jeg blev nødt til at få ham med på nummeret.” Der røg en mail afsted med det samme, og Mascis ville heldigvis gerne lege med.

”Det var en ret interessant aften, hvor jeg virkelig var i øjeblikket, men samtidig lagde mærke til alt – uden at lade mig distrahere af min telefon eller alle de ting, der foregår rundt omkring i huset med fire døtre og en kone. Det er de øjeblikke, der er de mest kreative, og som sætter sig fast.”

Min amatørisme er min styrke

Hvis man i 2006 havde spurgt Bridwell, om han 10 år senere ville have udgivet fem album med Band of Horses, så ville svaret have været et klart nej.

”Vores forventninger er blevet overgået igen og igen,” siger han. ”Da jeg startede det her band, havde jeg aldrig været sanger eller sangskriver før, så der var måske ikke de bedste udsigter. Jeg havde en idé om, at vi godt kunne få lidt succes i de nordvestlige områder – Seattle, Portland, måske en tour til Californien – men det nemme svar er nej. Jeg havde heller aldrig forestillet mig, at vi skulle komme til at spille i Europa og høre folk, som nogle gange har engelsk, som deres tredje eller fjerde sprog, stå og synge vores tekster tilbage til os. Det får jeg stadig gåsehud af.”

Selvom der selvfølgelig er variation i bandets repertoire – fra lejrbålsstemning til upbeat indierock til afdæmpede ballader – så kan vi godt blive enige om, at de har en genkendelig lyd, hvor den røde tråd især er spundet af Bridwells karakteristiske vokal. Men hvordan bibeholder man den lyd, som fansene kender og elsker, samtidig med, at man fornyer sig?

Læs også  Tama Impala er ude med tre B-sides til deres succesfulde 2015-album Currents

”Jeg er egentlig ikke særlig god til at styre det i en bestemt retning. Jeg har kun min lidt amatøragtige måde at stavre gennem sangskrivning på. Det kan jeg ikke komme ud over – heldigvis. Jeg tror virkelig, at det er dér, at min styrke ligger – i min amatørisme,” forklarer han.

”Da jeg startede, havde jeg ingen idé om, hvordan man spillede guitar, så jeg prøvede mig bare frem. Sådan er det på sin vis stadig, så hvis jeg lærer for meget guitar, tror jeg også, at jeg kommer til at modarbejde mig selv. Så selvom jeg siger, at jeg ikke kan styre det i den ene eller den anden retning, så ved jeg, at det er mine små særheder, som får Band of Horses til at lyde, som vi gør.”

Det vigtigste er musikken

Der er sket rigtig meget med musikbranchen de seneste 10 år, og der er meget snak om, at fans i dag er mindre loyale end tidligere. Man køber ikke nødvendigvis en plade baseret på bandes historik, og hvis man ikke kan lide, hvad man hører på sin respektive streamingtjeneste, så zapper man bare videre. Men udviklingen er ikke noget, som Bridwell lader sig påvirke af – hverken når det gælder tilgangen til musikken eller fansenes loyalitet.

”Vi har måske en eller anden fordel i, at der var et andet mindset, da vi startede tilbage i 2006. Men jeg tror også, at vores musik har en tidsløs kvalitet, som gør, at vi stadig fanger teenagepigers opmærksomhed på baggrund af ”The Funeral” og ”No One’s Gonna Love You” [fra henholdsvis debutpladen og Cease To Begin (2007), red.]. Så hvis vi spiller på en festival, så bliver de måske bare for at høre de sange. Og så længe vi har en plads i folks liv, er det en gave – lige meget om det er ’loyale’ fans eller ej. Jeg er bare glad for overhovedet at være en del af samtalen.”

Hvis Bridwell skal give et par råd videre til nye bands, så skal man blandt andet bruge tid på sine sociale medier – og på at få flere følgere.

Læs også  2017-opdagelser: Noga Erez

”Det er lidt deprimerende, men det er noget, som selskaberne kigger efter. Og på en eller anden måde, så ødelægger det lidt mystikken omkring den kreative proces. Men tallene er en måde at måle succes på,” siger han med et skævt smil.

”Men det handler selvfølgelig også om at lave noget, man tror på, og om hårdt arbejde. Selvom vi er et etableret band, så bruger jeg stadig halvanden time på at lave interview i dag. Vi har brug for det, ja, men det handler også om at interagere med folk, som vil hjælpe med at sprede det gode ord. Det skal man virkelig bruge tid på, man må aldrig forhindre folk i at få en forbindelse til ens musik. Men der er også en fin balance mellem at ‘sælge ud’ og være engageret.”

Han skubber solbrillerne lidt længere op på næsen. ”Men i sidste ende, så er det jo musikken, der betyder noget. Så du skal virkelig arbejde hårdt på den del,” understreger han og slutter af med en ganske fin pointe: “The cream will usually rise to the top.”