Foto: PR

Hvad angår musik, er meget godt efterhånden kommet ud af de kreative kvarterer i den sydlige del af London; The xx, King Krule (Archy Marshall) og den frembrusende sanger og producer Jamie Isaac, kan nævnes, og senest har vi forelsket os i den elektroniske alternative poptrio BEATY HEART. Vi fangede bandet til en snak inden deres koncert på Ideal Bar. 

Bag navnet BEATY HEART står Josh Mitchell (sang, guitar, samples), Charlie Rotberg (trommer, samples) og James Moruzzi (sang, trommer, samples), og tilbage i 2014 udgav de deres anmelderroste debutalbum Mixed Blessings. Pladen bar præg af junglerytmer, leg og et generelt skævt take på popmusikken, og er du til et band som Animal Collective, er det ikke en dårlig idé at rette fokus mod BEATY HEARTs debutplade.

I slutningen af juli udkom så gruppens andet album, Till the Tomb, som præsenterer et band i udvikling mod en mere “tight” udgave af den alternative pop, der dog stadig afslører en legesyg tilgang til arrangementerne. Musikken skaber gruppen på baggrund af sampling, stærke melodier og et bankende hjerte for rytmer og slagtøj. Till the Tomb er blevet til i samarbejde med producerne David Wrench (FKA Twigs, Caribou, Jungle) og Dave Eringa (Manic Street Preachers, Wilko Johnson), og begejstringen vil ingen ende tage. Den britiske avis The Guardian delte tidligere på året stjerner ud, og kaldte BEATY HEART “some of the best British pop of 2016“. Ikke dårligt. Her er, hvad vi talte med de tre briter om.

For præcist et år siden gæstede I København for at spille til VEGA’s New Crush. Hvad har I arbejdet på siden?

Charlie Rotberg: “Jamen, hele sommeren har vi spillet festivaljobs rundt omkring i Europa, hvilket har været virkelig sjovt. Så har vi udgivet vores andet album, Till The Tomb, og spillet vores første headliner shows i USA. Det var virkelig fedt, og virkelig intenst. Vi turnerede sammen med et andet band fra England, der hedder Beach Baby, og det var os alle sammen samlet i én varevogn. Så det var hardcore, men også en virkelig god oplevelse.

Lad os lige blive ved jeres nye albumudgivelse så. Till The Tomb er produceret i samarbejde med to virkeligt erfarne mennesker, David Eringer og Dave Wrinch. Hvordan var arbejdet med de to?

Josh Mitchel: “Vi arbejdede faktisk også sammen med Eringer på vores første album, så det var ret velkendt. Wrinch stod for at mixe albumet. Vi kommunikerede primært med ham på mail, så James og jeg har faktisk aldrig mødt ham. Charlie har mødt ham én gang. Men Eringer kender vi efterhånden. Han er en virkelig positiv person at være omkring. Han kan få ting til at lyde både virkelig råt og virkelig poleret, så han er god til at sætte alle vores idéer sammen.

Hvordan kom I i kontakt med Eringer og Wrinch?

Josh: “Industrien er ret indspist (griner). Så vi mødte Wrinch gennem andre. Vi hører under samme management som nogle andre bands, der havde arbejdet sammen med ham. Eringer er venner med nogle fra vores pladeselskab, så vi fandt frem til ham gennem dem. Nu er vi venner.

Læs også  Stort Interview med Aphyxion: "Det er metal med mening"

Når man lytter til jeres to albums hører man ret tydeligt en udvikling i lyden, der på Till The Tomb er blevet lidt mere “tight” og poppet. Har det været en bevidst beslutning, I har taget ?

Josh: “Efter vi færdiggjorde vores første plade, havde vi bare lyst til at ændre vores process fuldstændigt og fokusere mere på sangskrivningen. Hidtil havde vi bare en masse sange, der var skrevet i de her jam sessions, og dem tog vi efterfølgende med til studiet. Det blev til denne her ekspressive musik, hvor vi egentligt ikke havde tænkt over sangstruktur, selvom den selvfølgelig kom naturligt. Men med det nye album havde vi bare lyst til at fokusere mere bevidst på sangskrivning. Og så har vi lyttet til meget mere popmusik på det seneste, så det føltes naturligt for os at fokusere på det i vores sangskrivning.

Hvordan har sangskrivningsprocessen så været nu? Hvis I da har en decideret proces?

Josh: “Det har vi. Som udgangspunkt starter vi med en sample, eller flere, som vi bruger som en slags sketchbook. Så vi starter med et eller andet virkelig simpelt. Et loop eller noget i den stil, og det ender så med at sætte rammen for resten af sangen. Ofte er der en basic melodi, der former sig omkring det her loop og danner en form for struktur. Så kan det være, at vi ender med at tage samplen ud af vores sang til sidst, så den ikke decideret er der, men bare har formet nummeret.

Jeg har læst mig frem til, at I på den nye plade blandt andet har fundet inspiration i jeres omgivelser i Sydlondon – er det noget nyt for jer?

Josh: “Ja på en måde. Jeg tror, at den første plade handlede meget om at flygte. Da vi i sin tid fandt sammen i studiet handlede det meget om den energi, vi kreerede ved at nyde at være sammen i et miljø, hvor vi virkelig kunne udtrykke os selv og på en måde glemme alt om virkeligheden. Men Till the Tomb var mere en reaktion mod miljøet. I hvert fald hvad angår lyden. De steder, vi har skrevet musikken i, var bare de her mærkelige kældre, faktisk bare alle steder, vi kunne få fingre i. Vi har en ven med en byggeplads i bunden af sit hus, og der var mursten, cement og random byggeartikler alle mulige steder. Det var på en måde ret forfærdeligt. Og virkelig støvet. Men det inspirerede meget af det rytmiske, som vi lavede på radiatorer, på gulvet og så videre. Og så var der en stor hovedvej ved siden af huset med biler, der susede forbi, og larm fra politisirener som alt sammen fik indflydelse på den endelige lyd. Lige meget om det var bevidst eller ej.

Læs også  Fra Nordvest til Abbey Road: Bag om tilblivelsen af Gloria - debutalbummet fra SILQUE

Cool, og hvad med inspiration til lyrikken? Jeg kan forstå, at I blandt andet på nummeret “Soft Like Clay” har fundet inspiration i det at være en “struggling artist”. Er det rigtigt forstået?

Josh: “Jeg tror, det handler om forandring mere end om at være en “struggling artist”. Men ja, især i arbejdet med den nye plade har vi fundet ud af, at når man er i musikindustrien, bliver man presset til at skrive en helt bestemt type sang. Og sådan har det nok altid været. Du er altid blevet presset af pladeselskabet og alle andre i virkeligheden, men det tvinger dig virkelig til at gå på kompromis, som man selvfølgelig altid skal til et vist punkt. Men jeg tror, at alle kunstnere har en eller anden frygt for at misrepræsentere sig selv.

Hvordan tror I, at det har ændret sig siden, lad os sige, 70’erne?

James: “Jeg tror ikke, at det nødvendigvis var nemmere dengang, men der må have været et mindre pres, bare fordi penge var et mindre problem. Pladeselskaberne postede bare penge i en plade, og det betød ikke så meget, hvordan det gik. Men nu er pladeselskaberne mindre villige til at putte penge i et projekt, medmindre det med sikkerhed bliver et hit. Så når de signer, er det ikke nødvendigvis, fordi det er den bedste artist. Det handler om smag.

Josh: “Og de (pladeselskaberne, red.) kan spotte nogle, se et andet band i dem, og virkelig presse på for, at de skal blive til det her andet band. Og tit falder det til jorden. Det fungerer ikke, fordi de tager essensen væk fra bandet, som i sidste ende er dét, der gør et band succesfuldt.

James: “På den anden side, så levede ingen af os i 70’erne.

Josh: “(Griner) Vi har hørt historier om 90’erne. Om hvordan de bare smed om sig med penge. Det var helt vildt og bare nogle helt andre forhold. Men jeg ved ikke, om et band som os kunne have eksisteret i 70’erne. Måden, vi skriver musik på, er så moderne med de samples, vi bruger og idéen om at tage et stykke musik, cutte i det, loope og så videre. Det ville have taget en fucking dag at lave dengang.

Charlie: “… eller et år at cutte i bånd og klippe og klistre det sammen. (Griner)

Nå, tilbage til nutiden. Hvordan er upcoming scenen i London? Er det et godt sted at lave musik?

James: “Det er en smule dobbeltsidet. Selvfølgelig er det godt, fordi der sker så meget hele tiden. Der er en stor variation og så, så meget musik. Men det er også bare ekstremt dyrt at bo der. Og det er ret isoleret på en måde. På nogle punkter er det fedt, men…

Læs også  Interview med Zak Abel: "Jeg vil aldrig udgive musik, der ikke stemmer overens med mine værdier"

Charlie: “… der er så mange bands, så mange gode bands, og så mange bands, der spiller hver aften. Der kommer noget virkelig fedt musik ud af Sydlondon, men jeg ville ikke sige, at scenen er fantastisk. Ikke live-scenen.

Josh: “Der er masser af inspirerende artister i Sydlondon, men idéen om en fysisk musikscene eksisterer ikke mere. Men vores plade var skrevet en masse forskellige steder. Noget af det er faktisk lavet i Stockholm, fordi jeg bor der, og så er det sendt tilbage til England. Så jeg tror, at ligemeget hvor man er i forskellige omgivelser, tilføjer det et eller andet til musikken.

Nu er I i København, og I skal snart på scenen. Justin Bieber var også for nyligt på visit, og hans koncert delte vandene. Nogle syntes, at det var helt fint, at han brød med normerne for, hvor meget man skal synge live, og andre var foragede over det. Hvad mener I?

James: “Jeg synes, at det er fint. Så længe, at det er et godt show. Hvis det er et dårligt show, og han ikke synger, så er det virkelig slemt. Men hvis der er en eller anden form for optræden, er det fint. Jeg mener, hvis en som Justin Bieber, Rihanna eller Beyonce rent faktisk skulle lave sådan et fysisk show og ikke fik hjælp til deres sang, ville det være helt vildt. De løber rundt og danser, og showet varer tre timer. Det kræver virkelig meget for én person at gøre alt det, og samtidigt få det til at lyde godt.

Josh: “Når du tager ind og ser sådan en som Justin Bieber, kan du selvfølgelig lide musikken, men du gør det også for at se ham som en energi i sig selv. Og det er egentligt dét, der betyder noget. Når folk tager til sådan en koncert vil de bare gerne være der i dét øjeblik, og så længe de føler, at de får et eller andet tilbage fra ham, er det fint. Vi var til en festival i Belgien, hvor Rihanna spillede, og folk var sure, fordi hun ikke rigtigt gav nogen respons til publikum. Men vi har også set hende en anden gang, hvor hun var helt fantastisk. Jeg tror ikke, at kvaliteten ligger i mængden af sange, men om kunstneren leverer i sidste ende.

Hvad er næste skridt for Beaty Heart?

James: “Det ved vi ikke. Vi skal til at skrive til den tredje plade, og vi skal sikkert også på en ekstra tour næste år. Men det er vigtigt for os, at komme tilbage til at skrive og indspille igen.

Koncerten med Beaty Heart fandt sted den 10. oktober på Ideal Bar i København, og du kan høre nummeret “Soft Like Clay” her.