Foto: PR

Vi mødtes med britiske Bear’s Den, da de for nylig gæstede København. Det blev til en snak om album nummer to, tourliv og om at stole på sit publikum.

Kender du følelsen af at stå til en koncert og boble af lykke? Når det er så godt, at du ville ønske, at bandet bare kunne blive ved og ved og ved? Sådan havde jeg det, da jeg stod og skrålede med på de 18 numre, som britiske Bear’s Den kom igennem under deres koncert i Pumpehuset i midten af oktober.

Jeg stiftede for første gang bekendtskab med bandet, da de gæstede Lille VEGA sidste år, og siden har debutpladen Islands (2014) kørt på repeat i en sådan grad, at jeg næsten har måtte stoppe mig selv fra at sætte den på – jeg skulle jo nødig blive træt af den. Og det var faktisk ikke engang kærlighed ved første lyt. Men jo mere jeg lyttede, des mere satte pladen sig fast i mig, og sådan var det egentlig også med opfølgeren Red Earth and Pouring Rain, som kom på gaden i juli i år. En plade, som byder på en lyd, der styrer lidt væk fra det organiske, banjoglade og singalong-venlige, og i stedet bevæger sig ind på en sti med elektrisk guitar, synth og 80’er kærlighed – og stadig med forbandet gode melodier.

I Lille VEGA sidste år blev jeg blæst bagover af storslået folk, oversvømmet af hjerteskærende melankoli og dybt imponeret af den kemi og respekt, der var mellem band og publikum – først da trioen droppede mikrofonerne under en akustisk version af ”Sophie”, og efterfølgende da de bevægede sig ned i crowden og spillede ”Bad Blood”. Ingen i publikum sagde et kvæk. Og de gentog succesen, da det var Pumpehuset, som dannede rammerne – igen med ”Sophie” uden mics, men denne gang med det nye nummer ”Gabriel” nede blandt publikum.

”Man tror tit, at det er bandets ansvar at få et rum til at tie stille. Men hvis du stoler på, at publikum ikke røvrender dig, så gør de det for det meste heller ikke,” fortæller forsanger Andrew Davie, da jeg mødes med ham og Kev Jones, inden fredagens koncert i Pumpehuset. Bear’s Den var tidligere en trio, men det tredje medlem, Joey Haynes, forlod bandet i starten af året.

”Der skal ret meget til for, at vi ikke prøver noget af den slags. Da vi spillede Roundhouse i London sidste år, sagde vores tourmanager direkte til os, at vi ikke skulle gøre det, at vi ville blive overdøvet, men vi gjorde det alligevel. Og det kunne være gået helt galt, men det gjorde det ikke.”

Roundhouse har en kapacitet på 3300 stående gæster, og drengene er helt bevidste om, at jo større spillestederne bliver, des sværere bliver det også at gøre de her ting.

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

”Men der er jo forskellige måder at skabe intimitet på, og det behøver ikke altid at betyde, at man skal skrælle det helt ind til benet,” forklarer Kev. ”Teksterne kan være ’intime’, selvom lyden måske ikke er det. Det behøver heller ikke være akustisk for at være intimt, der er så mange måder at gøre det på.”

Album på tre uger

Bear’s Den startede deres tourliv, før de nærmest overhovedet var et rigtigt band, og der har ikke været mange perioder i deres knapt fireårige levetid, hvor de ikke har været på farten. Koncerten i København i oktober sidste år var en af de sidste på touren med debutalbummet Islands, men få måneder senere var der igen gang i koncerterne. Det har også påvirket den nye plade, som blev skrevet på omkring tre uger i Holland sidste efterår.

”Det må have været lige før, jeg snakkede med dig sidst,” siger Davie, og henviser til det interview, jeg lavede med ham, før koncerten i Lille VEGA. ”Vi havde selvfølgelig tænkt over sangene længe, men de tre uger var den eneste dedikerede skrivetid, vi havde – sådan i det store hele i hvert fald.”

”Vi ville gerne gøre det til et album, som man sætter på, når man kører om natten,” siger Kev. ”Det har vi gjort virkelig meget, specielt i USA, og det var den stemning, som vi gerne ville skabe.”

Pladen er indspillet i legendariske Rockfield Studios i Wales, hvor blandt andet Queens “Bohemian Rhapsody” også er indspillet, og de har igen arbejdet sammen med producer Ian Grimble. Og det er ikke kun lyden, som livet på farten har sat sit præg på, men også teksterne – naturligt nok.

”Man kan godt føle sig lidt som en nomade, som om man ikke har et rigtigt hjem. Der er ting, man går glip af og længes efter, og det tror jeg, man kan høre i teksterne. Der er et par linjer om at finde vejen hjem og om ting, man måske ville have, hvis man ikke altid var på farten,” forklarer Davie og fortsætter med et grin: ”Jeg ved det ikke. Jeg prøver bare at få det til at lyde som om, vi ved, hvad vi laver.”

’Once in a lifetime’ – på jævnlig basis

En del af de bands og artister, som jeg har snakket med på det seneste, har været mærkede af tourlivets hårde kår – glade og taknemmelige, men også trætte. Så jeg kan ikke lade være med at spørge lidt mere ind til, hvordan det egentlig er at være på tour. Hele tiden.

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

”Det kan godt være virkelig hårdt. Men det er ikke kun det med at være på farten, det har også noget at gøre med, at man virkelig går op i noget og arbejder rigtig meget på det og også er meget væk hjemmefra og misser en masse vigtige øjeblikke,” siger Davie. ”Men på den anden side, så har man også det her mærkelige, seje, interessante liv. Jeg mener, vi er i København lige nu, vi har turneret i Europa og USA. Da vi mødtes for 10 år siden, var vi alle i projekter, hvor vi spillede på barer for fem-ti mennesker. Nu har vi en tourbus. Holy shit…”

”Man lærer også, hvordan man gør det,” tilføjer Kev. ”Vi har virkelig mange gode folk og venner omkring os, og det gør det hele meget nemmere. Og du bliver klogere på, hvad du har brug for. Det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke er tricky engang imellem, men man får opbygget en form for værktøjskasse, som gør det udholdeligt.”

”Det betyder også meget, at vi har hinanden at sparre med, og at opmærksomheden bliver fordelt på os begge. Det er noget andet at være soloartist, hvor fokus hele tiden er på én person,” siger Davie. ”Udfordringerne ved at være på tour var også den største grund til, at Joey forlod bandet. Og jeg synes, at man ser det mere og mere hos turnerende bands – en trommeslager her, en guitarist der. Men på den anden side, så befinder vi os med jævnligt mellemrum også i ’once in a lifetime’-situationer, som andre folk aldrig kommer i nærheden af. Og det skal vi virkelig være taknemmelige for.”

Forandring fryder

Joey Haynes (guitar, banjo, vokal) forlod bandet, da de var cirka halvvejs gennem indspilningen af den nye plade. Og selvom det selvfølgelig var en stor omvæltning, så virker det ikke til, at der nogensinde har været tvivl om hverken pladens eller bandets fortsatte liv.

”Vi har aldrig været et band, hvor ’DU spiller trommer’ og ’DU spiller guitar’ og så er det sådan, det er. Vi byder alle sammen ind til alle dele af sangene, så vi har aldrig haft det sådan, at det har været en helt specifik rollefordeling – det kommer an på, hvad der fungerer bedst,” forklarer Davie.

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde var rigtig nervøs for, at Joeys exit skulle have ødelagt noget. Men jeg var alligevel lidt spændt på, om det havde påvirket især live-delen og det helt specielle rum, som det her band formår at skabe under deres koncerter.

”Selvfølgelig har det ændret sig. Der er forskellige elementer, som reagerer med hinanden nu,” siger Kev, mens han holder hænderne op foran sig og fletter fingrene for at visualisere en eller anden kemisk forbindelse. ”Det er sjovt for mig at være oppe foran på scenen [spillede tidligere trommer, men nu hovedsageligt guitar, red.]. Vi har Christof [van der Ven, red.] med nu, og han har virkelig en god energi på scenen – det har hele bandet. Nu er vi seks live.”

Ud over Christof, som lidt er ’den nye Joey’, i hvert fald i live-sammenhæng, har drengene også Julian Owen med på trommer, Harry Mundy på guitar og bas og Marcus Hamblett på synth og blæsere.

Og forandring er – i hvert fald i det her tilfælde – en god ting. Om det er fordi, jeg kender musikken meget bedre nu, ved jeg ikke, men jeg vil vove at påstå, at koncerten i Pumpehuset var endnu bedre end den i Lille VEGA. Ja ja, min begejstring for bandet taget i betragtning, så skulle de nok have fucket ret så voldsomt op, hvis jeg ikke skulle synes om det. På den anden side, så havde jeg også virkelig høje forventninger til aftenen, men jeg blev på ingen måde skuffet – nærmest tværtimod. Der var perfekt balance mellem det intime og det storslåede, det rockede og det folkede, det nye og det gamle. Og den energi, kemi og spilleglæde, som kom fra scenen, smittede i en sådan grad, at følelsen stadig sad fast i mig flere dage efter. Behøver jeg at nævne, at jeg allerede glæder mig til næste gang? Og ja, jeg hører stadig både Islands og Red Earth and Pouring Rain på repeat.

Koncerten fandt sted i Pumpehuset fredag den 21. oktober 2016.

Se Bear’s Dens seneste – og for det her band noget atypiske – musikvideo her: