Foto: Nicklas Krarup Larsen
Scene: Meadow
Dato: Fredag d. 11. august 2017 kl. 23.15

Den fransk-amerikanske dreampop-duo lagde HAVEN i trance og belønnede den tålmodige lytter der blev hængende til koncertens anden halvdel, da de sent fredag aften lukkede hovescenen Meadow.

Beach House – HAVEN Festival 2017
4 Anmeldelse
Anmeldelse

Den franskfødte Victoria Legrand, på vokal og keys, og den amerikanske Alex Schally, på guitar og vokal (aka. Beach House) lukkede fredag aften HAVEN’s største scene, Meadow, med deres bløde drømmepop. Og de fik især i koncertens anden halvdel sat gang i drømmene hos det lyttende publikum. Med sig på scenen havde de en trommeslager, hvilket gav musikken en større energi, sammenlignet med indspilningerne, og klædte live-lyden rigtig godt.

Læs også  PREMIERE: Rumpistolen skyder med vand på ny single

Desværre var trommerne det eneste, der blev tilføjet til musikken, og den første halvdel af koncerten blev til en noget kedelig præstation med tilbagetrukne og stillestående musikere på en mørk scene helt uden musiske overraskelser eller finesser. Dette gjorde også, at jeg i den første sløve halvdel af koncerten havde svært ved at give mig helt hen til musikken på grund af snak blandt publikum. Alligevel blev hvert nummer mødt med stor begejstring, og efter kæmpehittet, “Space Song”, fik Legrand og Schally endelig helt fat i publikum med smuk drømmevokal og slideguitar, og fortsatte herfra med at gøre drømmen større og bedre.

Den eneste fordel ved det minimale sceneshow i første halvdel var, at når der så i anden halvdel endelig blev brugt effekter, som det kraftige røde strobelys under “Wishes” eller den skærende distortion guitar under “Sparks”, havde det en meget kraftfuld effekt. Det gjorde virkelig live-oplevelsen til noget særligt.

Læs også  Wangel er tilbage med ny single

Duoen havde en sparsom men fin kontakt til publikum, hvor de blandt andet viste deres taknemmelighed og roste festivalen og dens publikum. Og med en skæv og sjov opfordring fra Legrand til at drømme sig væk til “the sex district of Copenhagen” forvandlede hittet, “Master of None”, festivalpladsen til et mørkt og bølgende hav af bevægelse.

Læs også  Koncertanbefalinger//Uge 34

Koncertens, i mine øjne, absolutte højdepunkt var dog ikke et af bandets største hits, men derimod sangen “10 Mile Stereo”, som med et lidt højere tempo og en pludselig eksplosion af bas og strobelys skabte en helt særlig energi. En energi som fortsatte koncerten ud med larmende lyd- og lyseffekter og sendte HAVEN’s gæster drømmende ud i den københavnske nat.