Foto: PR

Næsten to år efter, at han udgav sin første EP, er BANNERS nu klar med en opfølger. Vi har snakket med den Toronto-baserede brite om at blive signet, learning by doing og om at være tro mod sig selv.

Jeg gik seriøst og ventede på, at der lige pludselig var én, der sagde ”Ha, snydt! Det var en joke! Selvfølgelig bliver du ikke signet på Island, hvordan kunne du overhovedet tro det?” Men den er god nok. Mike Nelson, bedre kendt som BANNERS, er på rosteren hos Island Records, og i januar 2016 smed han en selvbetitlet debut-EP, indeholdende hitsinglerne ”Shine a Light” og ”Start a Riot”, på gaden. Det var så egentlig meningen, at der skulle komme et fuldlængde album senere i 2016, men da det pludselig væltede ind med live-tilbud, blev studiet skiftet ud med festivalscener. Det har både betydet, at indspilningsprocessen blev forlænget, og at der nu kommer endnu en EP i stedet for et album.

Man er nødt til at gribe de her chancer, når de er her,” siger Nelson. ”Jeg havde faktisk ikke rigtig spillet live, før jeg blev signet. Min første koncert var for en masse pladeselskabsfolk, publishere, bookere og den slags. Normalt har man måske lidt et ’frikort’ til at lave småfejl de første gange, man spiller live. Det tager lidt af presset. Men det kunne jeg jo ikke rigtig,” griner han.

Læs også  Ugens Uimodståelige // Uge 46

Udover SXSW, The Great Escape, Reading og Leeds blev 2016 brugt på festivalscener rundt omkring i USA og Canada.

At spille udendørsfestivaler om sommeren er muligvis det bedste i hele verden. Vejret er godt, du er sammen med venner, og du får lov til at spille for en hel masse glade mennesker. Og så er det også virkelig fedt at se, hvordan andre bands gør det,” siger Nelson. ”Jeg tror ikke, at folk helt forstår hvor meget, der ligger i at spille live. Man skal gøre en million ting på én gang, og man forsøger hele tiden at blive bedre, så det er virkelig fedt at se andre spille og få nogle tips.

Hoppet med på den social-politiske vogn?

Nelson er vokset op i Liverpool i et musikalsk hjem med en far, der er producer, og en mor, der er multiinstrumentalist, og selvom han ikke havde optrådt med sine egne ting før BANNERS- projektet, så er ’rampelyset’ ikke helt uvant for ham. Han har nemlig sunget i kirkekor fra han var syv til omkring 15. ”Så gik min stemme i overgang og ødelagde det hele,” griner han.

Efter det fik han arbejde i Parr Street Studios i hjembyen, og her mødte han nogle folk, blandt andre den canadiske producer Stephen Kozmeniuk, som var med til at gøre BANNERS til en realitet. Nelson besluttede sig for at flytte til Toronto, i 2014, for at kunne fortsætte samarbejdet, og indtil nu er det også især i Nordamerika, at BANNERS har haft succes. Da han spillede på The Great Escape sidste år, var det faktisk hans første koncert i hjemlandet.

Det var lidt skræmmende. I USA og Canada kan jeg ret hurtigt charmere crowden bare med min accent – men det trick dur ikke rigtigt, når jeg er hjemme!” griner han.

Læs også  2017-opdagelser: Noga Erez

De sidste par år, har været en kæmpe læringskurve for BANNERS, ikke kun i forhold til det musikalske, men også i at blive mere fortrolig med sig selv som artist.

Det vigtigste er at lave noget, jeg er stolt af. Når man er signet på et label, kan det godt være fristende at prøve at skræddersy tingene til, hvad man tror, de vil have. Og der er selvfølgelig også ting, som de gerne vil have indflydelse på, men man skal også huske sig selv i processen. Grunden til, at man i det hele taget blev signet, er jo, at man har lavet noget, som fungerer – fordi det betyder noget for en selv,” siger Nelson. Det betyder dog ikke, at han arbejder alene. ”Jeg har skrevet sange sammen med en masse forskellige mennesker i den seneste tid. Til at starte med var det ret grænseoverskridende, men man vænner sig til det, og det har hjulpet mig med at finde ud af, hvad jeg vil – og hvad jeg ikke vil. Og den del er virkelig vigtigt for mig på det her stadie.

Læs også  Tama Impala er ude med tre B-sides til deres succesfulde 2015-album Currents

Den nye EP, Empires on Fire, har således været længe undervejs, og Nelson er mere end spændt på at sende den ud i verden. Især titelnummeret har stor betydning for ham.

Den (sangen, red.) har været klar i et godt stykke tid, jeg skrev den for måske omkring to år siden, og det er nok den af mine sange, jeg er allermest glad for. Det har været fedt at kunne spille den live og prøve den af på et publikum. Du lærer en sang at kende på en meget mere ’intim’ måde, og det giver dig idéer til indspilning og mixing. Sangens tema er på en eller anden måde blevet endnu mere relevant, siden jeg skrev den, hvilket er ret interessant. På den ene side, er jeg lidt nervøs for, at folk vil tro, at jeg er hoppet på den social-politiske vogn, men på den anden side, så har jeg det også okay med at være lidt ’synsk’,” griner han.

Sammen med EP’en har BANNERS også udgivet en video til hans seneste single, ”Someone To You”. Se den her, og tjek Empires on Fire ud på din yndlingsmusiktjeneste.