Foto: Pumpehusets Byhave // PR

De to uimodståelige bands Double Moon Mirage og We At Sea vil den 8. september give koncert i Pumpehusets Byhave, når årets sidste ‘Bands of Tomorrows Uimodståelige’-arrangement løber af stablen. 

Vi har henover sommeren afholdt tre dobbeltkoncerter i Pumpehusets Byhave med nogle af tidens mest interessante, upcoming kunstnere. Det tilbagevendende koncept hedder ‘Bands of Tomorrows Uimodståelige’, og i juni åbnede KVADRAT og Rainbrother ballet til et brag af en musikalsk sommerfest. Den 29. juli stod i hiphoppens tegn, da Annelise og musikkollektivet Idyllic Ent. gæstede den hyggelige have, og senest har singer/songwriteren Pil sammen med pop/soul-orkestret Pullman Brown sørget for live-musik til vores uimodståelige arrangement. Den 8. september inviterer vi for sidste gang i år til byhave-koncerter, og denne aften står i folkpoppens tegn: Her kan du opleve de fremadstormende bands Double Moon Mirage og We At Sea.

Læs også  Koncertanbefalinger for resten af december måned

We At Sea

Dansk/Færøske Rebekka Søndergaard Mortensen, bedre kendt som We at Sea, har siden starten af 2012 skrevet melankolske, drømmende popsange, som karakteriseres af akustisk guitar, omnichord, billederige tekster og sangerindens smukke, lyse vokal. I 2015 udgav hun sin debut-EP We at Sea, og har siden hen spillet koncerter i forskellige bandkonstellationer rundt omkring i Danmark. EP’en blev belønnet med hele fire ud af fem stjerner af vores anmelder, som blandt andet skrev: “Vokalen er let og luftig og leder mine tanker hen på de smukke sirener, som ifølge sagnet lokkede sømænd i ulykke med deres sang. Rebekkas stemme smelter fint sammen med lyden af akustisk guitar, klaver og strygere, som sammen danner et drømmende lydbillede.” Læs anmeldelsen her.

Læs også  Redaktøren: Ni album jeg har hørt på repeat i 2017

Tilbage i marts måned var hun Ugens Upcoming på Bands of Tomorrow, så klik ind her, hvis du vil lære We at Sea bedre at kende.

Double Moon Mirage

Double Moon Mirage er et nyere musikalsk projekt skabt af Henriette Paakjær og Nikolaj Paakjær, sidstnævnte kender du måske fra folkbandet Hymns from Nineveh, som duoen også har turneret med som support. I februar udgav de deres debutsingle, “Summer Will Come” – en fin kærlighedssang i sin pureste form, der er inspireret af 60’ernes folkrock-tradition og samme æras vokalharmonier. Udtrykket er luftigt, drømmende og sommerligt, og kærligheden er i centrum i det musikalske projekt, hvilket er ret nærliggende for duoen, eftersom Nikolaj og Henriette er intet mindre end ægtefolk. Senere på året udgav de endnu en solbeskinnet single, “Tropical Tale”, som er det første nummer, parret skrev sammen, og så endda på en nat under vinrankerne i et lejet hus i Sydfrankrig. I maj gik nummeret ind som nummer et på P3’s Barometerliste.

Læs også  Redaktøren: Ni album jeg har hørt på repeat i 2017

Vi er sikre på, at Double Moon Mirage formår at hidkalde lidt ekstra sommer krydret med et ordentligt skud kærlighed, når de, som årets sidste uimodståelige band, går på scenen i Byhaven.