Foto: Morten Nordstrøm

Siden 1978 har Roskilde Festival kunne prale af den legendariske Orange Scene, som igennem tiden er blevet besøgt af musikalske ikoner i verdensklasse. Traditionen tro har festivalen peget på et helt friskt, nyt navn til at åbne scenen og skyde musikfestivalen ordentligt igang, og i år er det duoen phlake, der har fået den fornemme opgave. Vi har fanget phlakes Manager Stefan Christopher Petersen til en lang snak om phlakes tilblivelse og (benhårde) arbejde med musikken. 

Lørdag den 10. juni gik den danske duo phlake på scenen, til hvad der var drengenes største koncert til dato. Efter i 2016 at have spillet på NorthSide på den mindre P6 BEAT Stage, var de nu, kun et år efter, booket til at spille på festivalens største scene, Blue Stage. Rusen fra at have spillet det største show nogensinde når dog kun lige at hænge over phlake i lidt over to uger. Nu skal de nemlig på den igen, når de står for at åbne Danmarks vel nok mest legendariske scene – Orange Scene på Roskilde Festival.

Selvom det udefra kan synes, at phlakes succes er kommet på meget kort tid og mere eller mindre ud af det blå, så ser det anderledes ud fra indersiden af maskineriet. Her ligger der mange års hårdt arbejde og nøje gennemtænkte forberedelser bag projektet, der drives af en enorm passion og kæmpe kærlighed for musikken hele vejen rundt.

Det fortæller duoens Manager gennem flere år, Stefan Cristopher Petersen, som vi mødtes med på dette års SPOT Festival kort tid efter, at nyheden om åbningen af Orange var kommet ud.

For mange er det sådan: ‘Fuck det er gået stærkt med phlake! For halvandet år siden var I ikke noget’. Men jeg har arbejdet med det her i fire år.

“Hvad fanden! Jeg har kendt ham her i flere år og anede ikke, at han kunne synge”

Samarbejdet mellem forsanger Mads Bo, producer Jonathan Elkær og deres Manager Stefan startede egentligt mere tilfældigt, end man umiddelbart forestiller sig, når man hører phlakes musik og dyrker deres gennemførte udtryk.

De mødte hinanden ret random,” fortæller Stefan om det, der for omkring seks år siden blev starten på det hele; “men det var Mads, der ligesom gerne ville Jonathan.

De to drenge fra Albertslund kendte godt til hinanden dengang, men kun perifert. Mads var kommet lidt nede i Jonathans studie, hvor han hang ud og lagde kor på nogle tracks engang imellem: “Men jeg tror ikke helt, at Jonathan havde fået øjnene op for, hvad Mads kunne,” fortæller Stefan. Det havde Stefan heller ikke selv, før forholdsvist kort tid inden, og det var på trods af, at han og Mads havde været venner i mange år.

Det var helt tilfældigt, at jeg fandt ud af det. Det var nytårsaften, hvor han lige pludselig under middagen holdt en tale, der udviklede sig til, at han pludselig brød ud i sang. Vi sidder sådan 20-25 mennesker til denne her middag, hvor kun halvdelen kendte ham,” fortæller Stefan og fortsætter, “jeg tænkte; ‘Hvad fanden!’ Jeg har kendt ham her i flere år, og jeg anede ikke, at han kunne synge.

Omkring dette tidspunkt var Stefan kommet ind på Det Rytmiske Musikkonservatories uddannelse i Music Management, arbejdede for Tomas Barfod og begyndte ret hurtigt at se kæmpe muligheder for Mads.

Jeg hev fat i ham og spurgte, hvad det var, han havde gang i. ‘Hvad sker der for den stemme dér, laver du noget med din musik?’, spurgte jeg ham.

Det gjorde Mads ikke. Han spillede i et gammelt gymnasieband og havde ellers travlt med sine studier på RUC, som var det vigtigste for ham på det tidspunkt.

Stefan lod sin begejstring for Mads’ talent ligge, indtil de en dag mødtes til en fest, og han igen spurgte ind til, om der var noget nyt.

Det var egentligt dér, at vores samarbejde startede. Det var ikke management, men mere bare sparring omkring, hvordan Mads kunne finde nogle at lave musik med.

En dag over en kop kaffe og en gåtur fortalte Mads, at han dagen forinden havde været til morgenfest, hvor han var endt med at ligge nede i Jonathans studie med en guitar og var begyndt at synge. Hele festen var gået i stå, fortæller Stefan, og alle folk havde stået klokken fem om morgenen og kigget måbende på Mads.

Dér havde Jonathan fanget den. Det var dér, at han var sådan: ‘okay, vi bliver nødt til at sætte nogle sessions op og se, hvad der kan komme ud af det,” fortæller Stefan om starten på Mads’ og Jonathans samarbejde.

Stefan fortsatte på sidelinjen som Mads’ kammerat, som han kunne sparre med engang imellem, og så skete der noget.

Et par år efter sender Mads mig et link med nogle demoer, som ham og Jonathan har lavet, og jeg bliver igen slået helt ud over, hvor fedt det var. Så jeg foreslog, at vi kunne mødes og tale om det her og fortalte, at jeg vildt gerne ville arbejde med dem. Der startede vores samarbejde, hvor jeg blev Manager for dem.

Så inden det i offentligheden er stukket af for phlake, har de brugt rigtig lang tid på at lave de fem-seks demoer, som blev skelettet til hele projektet. I mellemtiden er trekløveren kommet i besiddelse af et ‘hemmeligt våben’, som Stefan beskriver det.

Det er en fyr, der hedder Gísli Gíslason, som vi har brugt som sangskriver. Han kom ligesom med ind i denne her proces mellem Mads og Jonathan og havde nøglen til de rigtige døre og fik samarbejdet til at fungere. Det er her, de laver “Pregnant”, “So Fated” og “Like You” – mange af de tracks, som har været fundamentet for, hvad phlakes musik har været baseret på.

Læs også  Will Hunt, A&R Manager på Columbia Records UK: At bringe George Ezra ind i virksomheden var en stor ting

Herfra tager det for alvor fart, for efter at drengene har brugt to-tre år på at skabe et sikkert fundament, har de efterhånden nok materiale til at gå ordentligt i gang. Relativt hurtigt signer de med Sony Music og begynder at udgive. Cirka et halvt år efter sender de “Pregnant” på gaden. Det bliver den anden officielle single fra phlake, og, som du nok bemærkede, gik den rent ind på hitlisterne og ikke mindst hos de mange danskere, der tydeligvis var klar til at modtage, hvad det var, phlake havde at tilbyde.

Nej… albumformatet er ikke dødt

Stefan er overbevist om, at det har været altafgørende for duoen, at de i starten tog sig den tid, de havde brug for. Nu er det Stefans fornemmeste opgave som Manager fortsat at give plads til, at projektet kan tage sig så god tid som muligt. For udvikling tager bare tid, og det er vigtigt, at intet stresses igennem.

Det har været dejligt for mig som Manager at have at gøre med nogle drenge, som har den alder, de har. Mads er 29, og Jonathan er 34, og de har forståelse for, at ting nogle gange tager tid, og at tålmodighed kan betale sig. Selvom musikken er færdig, skal det udgives på det rigtige tidspunkt og i forlængelse af de rigtige ting. De har givet mig frie hænder til at tage de strategiske beslutninger og ringer ikke til mig og er sådan: ‘kom nu, kan vi ikke bare…’,” fortæller Stefan.

Ligesom at det har taget tid for drengene at lave musikken, så har det også taget tid at finde de rigtige samarbejdspartnere og sammensætte det rigtige hold omkring projektet. Det føler Stefan sig meget sikker på, at de har, men det er, ligesom alt andet, ikke kommet ud af det blå.

Det er noget musik, der kræver, at dem, der er med til at skubbe det, forstår, hvad det er. De skal forstå, at det ikke er hurtige hits, men musik, der er baseret på at lave albums. Det er en anden måde at lave musik på frem for at køre single-forløb, hvor man har den ene single efter den anden – taget ud af kontekst i forhold til, hvad der dufter godt i øjeblikket.

Phlake udgav sidste år albummet Slush Hours, hvor du kan finde førnævnte sange som “Pregnant”, “Like You”, “So Faded” og kæmpehittet “Angel Zoo”. Der er imidlertid nyt på vej, og samme dag, vi taler med Stefan, udkommer singlen “Ouch”.

Når du laver album, i vores optik, så laver du en helhed, og det kan man ikke altid høre ud fra et enkelt nummer. Det kan man også se ud fra noget af det musik, vi udgiver nu. Den single, vi har ude i dag (“Ouch”, red.) er noget helt andet end den, der kom før (“Chunks”, red.), og det skal nok give mening, når der kommer noget mere,” siger Stefan og griner.

Det kan godt være, at BBC Radio 1 og Radio 1Xtra’s George Ergatoudis for to år siden erklærede albumformatet på vej ud, og at tankegangen om, at “albummet er ved at dø” bestemt stadig dominerer flere kroge af musikbranchen, men det rører ikke phlake.

Vi modbeviser det,” siger Stefan og fortsætter, “vi har et album, der er gået platin. Det er meget sjældent, at man ser det, men det må også være sket af en årsag. Det er ikke kun vores singler, der har streamet helt vildt godt. Jeg tror kun det er fire af vores numre, der ikke har streamet over en million, og det er jeg virkelig stolt af.

Selvom det har været helt vildt at se “Pregnant” og “Angel Zoo” gå dobbelt platin, så er det en anden succes, der har sat det største præg.

At albummet kan få lov til at gå platin er for mig en rigtig, rigtig stor ting, fordi det har været så vigtigt.

Så nej, albummet er ikke ved at dø, hvis du spørger team-phlake. Det lever i bedste velgående, og det er heller ingen hemmelighed, at der er endnu et på vej, hvilket “Chunks”, “Ouch” og den seneste “Gazette” har været smagsprøver på.

Business vs. kunstner

Det er ingen hemmelighed, at man af og til hører historier i musikbranchen om, hvordan det er ‘åh så hårdt’ at være business-person og arbejde med kreative artister og omvendt fra artisterne, hvordan dem, der driver forretningen ikke har nogen følelse for den kreative process. Et eller andet lader dog til at fungere i samarbejdet mellem Stefan, Mads og Jonathan, og den gyldne nøgle er nok bare noget så usexet som gensidig respekt for hinandens kernekompetencer: Ligesom at Stefan ikke blander sig i, hvordan Jonathan laver et beat, eller hvordan Mads skriver en sang, så blander drengene sig heller ikke i Stefans strategiske overblik. Det er dog ikke ensbetydende med, at det ikke interesserer dem.

Jeg vil sige, at Mads og Jonathan er sindssygt gode til at sætte sig ind i, hvad vi laver. De er meget interesserede i alt vores strategi og er med i rigtig mange processer, hvilket er fedt. Alt bliver kørt forbi dem også, så de er meget hands-on, også når det kommer til udtryk. Men de har ikke det samme overblik som mig.

Det handler i bund og grund om at have et åbent sind over for de områder, man ikke normalt gør sig i – det kan meget vel ende med at tilføre projektet kant. Siger ‘phlake-dog’ dig noget?

Læs også  Bands of Tomorrow søger musik- og skriveglade praktikanter

Som udgangspunkt skal man nok prøve som Manager altid at lytte til sin artist. Man kan nogle gange tage de der helt langt væk idéer, der nogle gange opstår under kreative møder, og bruge dele af dem og få det til at fungere. For eksempel denne der Chow Chow (meget sød, og meget pelset hund, red.), vi har på alle vores ting. Det er en af de idéer, der bare kom i en brainstorm omkring pressebilleder.

Idéen lød nogenlunde sådan: “det kunne være fedt at have en hund, som havde en rumdragt på”. Mere skulle der ikke til, og jeg tror, der er mange efterhånden, der når de ser en Chow Chow tænker på phlake.

Den er jo bare blevet et ikon, og den skulle med på den røde løber til DMA og sådan. Det var jo i virkeligheden et meget defensivt move, for det var første gang, phlake havde et af de helt store møder med pressen. Normalt er vi gået uden om den røde løber, men det kunne vi ikke til DMA, da vi havde så mange nomineringer (syv, red.). Så vi tænkte; hvordan fjerner vi fokus bare en lille smule væk herfra, så vi er lidt mere på hjemmebane? Det gjorde vi ved at tage hunden med.

Chow Chow’en er blot en ud af mange features, der skaber det meget sammenhængende udtryk, jeg efterhånden synes kendetegner phlake. Det kan være helt ned til en så lille detalje, som at en bekendt, da singlen “Chunks” udkom, sagde noget i retning af, at det var sådan et “rigtigt phlake-ord”. Jeg kunne ikke være mere enig. Det er lækkert og ligger godt i munden, ligesom ordet phlake, ligesom den sidste albumtitel Slush Hours, og ligesom at musikken ofte beskrives i retning af “fløde for øret”. Jeg spørger Stefan, om det er noget, der har været tænkt fra starten, for det kan godt fremstå sådan.

Det er rigtigt, at vi italesætter det, som at det gerne må have denne her ‘phlake-følelse’, om det så er det tekstuelle univers, lydunivers eller visuelt. Det er noget, som flyder sammen og noget, man kun kan skabe over tid. Vi har været meget bevidste omkring farvebrug hele vejen rundt, om det er live eller visuelle ting som covers og pressebilleder. Stemninger er rigtigt vigtige, og hvis man fanger nogle stemninger, som fungerer for én, så kan man skabe en følelse, men det er ikke noget, man kan designe sig til,” forklarer Stefan, der til gengæld er virkelig glad for, at der er nogle derude, der sidder med den følelse. Og især det med ordene fanger hans opmærksomhed.

“Det er meget Mads og hans tekster. Ordene er grebet ud af Mads’ tekstunivers. ‘Slush Hours’ er jo et begreb, Mads fandt på og dyrker. Det er det, han kalder de timer om natten og morgenen, som er mellem klokken 04 om natten og 07 om morgenen. Det er de timer, mener han, som flyder mest sammen. Hvis man er vågen i det tidsrum, så sker der et eller andet, lige meget, om det er fordi, man kommer pissestiv hjem fra byen og er vågen, eller om man bare holder sig vågen.

De famøse ‘slush hours’ er ikke bare for sjov. Det er nogle timer på døgnet, Mads bruger rigtig meget. Her er der ikke nogle, der er vågne og kan forstyrre ham, og der er derfor ro til at dyrke de kreative processer.

Det er jo super problematisk,” tilføjer Stefan og griner, “for så sover han jo om dagen! Men det er bare sådan, det er, og så må man jo respektere det. Hvis der har været en lang periode, for eksempel i løbet af en tour, hvor han ikke har kunnet dyrke de timer, så har han brug for nogle dage, hvor han kan være vågen om natten og sove om dagen.

Ambitioner ud over de danske grænser

Der er et sjovt skel i dansk musik for tiden. Det er blevet ekstremt populært at synge på dansk, som vi blandt andet ser det hos kunstnere som Bisse, Tårn, Folkeklubben, Aksglæde og Carl Emil Petersen, og så er der dem, der lyder så internationale, at det nogle gange kommer bag på en, at man rent faktisk kan støde på dem på gaden herhjemme. Da phlake kom ud med “Pregnant” og senere Angel Zoo” kom det som en overraskelse, da jeg første gang hørte, at det var et par danske gutter. Men har lydlandskabet ligget klart fra starten?

Lyden er kommet løbende og har ændret sig og ændrer sig sig hele tiden – og det skal den helst,” mener Stefan: “”Angel Zoo” var et nummer, som blev skrevet på den optur, vi havde oven på “Pregnant”-succesen. Så det er et nummer, der var meget anderledes end det andet. Slush Hours var jo en compilation af fire års arbejde, så nogle af sangene er fire år gamle, og nogle var tre måneder gamle.

Selvom lyden er i konstant forandring, så har de internationale ambitioner dog altid været der.

Det her har hele tiden villet mer end Danmark. Det skal mere end Danmark. Det var blandt andet derfor, vi valgte at signe med Sony til at starte med. Vi skulle have et label, der også havde en maskine i ryggen og som kunne leve op til vores visioner og havde nogle platforme, så vi kunne komme ud. Eksempelvis Filtr som var en fantastisk hjælp til at sprede vores musik på Spotify især,” fortæller Stefan.

Læs også  Mød Emma Markvad, endnu en ung ildsjæl i den danske musikbranche

Og igen er mantraet om at tage sig tid essentielt, for det nytter ikke at haste sig igennem strategien om at gå internationalt. Sidste år havde phlake rigtig travlt med Danmark, og år 2017 har stået (og står fortsat) i Skandinaviens tegn – især hvad angår Norge.

Sverige er også en drøm, men Sverige er næsten umuligt, så vi begynder også at kigge længere ned i Europa, og har også en efterårsturné, som bliver Europæisk.

Det er imidlertid ikke kun Europa, der står for skud. USA er også et marked, Stefan synes er rigtigt interessant at kigge på, og drengene bruger meget tid i L.A., hvor de for eksempel brugte hele januar måned i studiet.

Det er lidt som om, at hvert territorium er som at starte forfra. Man må starte fra scratch, og det er vores tilgang til det. Vi regner ikke med, at vi kan komme og overtage det hele på én gang. Vi vil gerne være grundige og derfor have mindre fokus ad gangen, så vi holder foden lidt på jorden og heller ikke glemmer Danmark. Vi har en dejlig sommer foran os, og det er vigtigt ikke at lægge det bag sig for hurtigt, selvom det er fristende at tage ned til 80 millioner mennesker i Tyskland.

Om ris, ros og det med at bevare jordforbindelsen

Den 1. april i år afholdt vi på magasinet vores årlige award show, Bands of Tomorrow Music Awards, hvor vi hvert år lader vores læsere pege på vinderen af hovedprisen ‘Årets Danske Navn’. Og i år gik førstepladsen til phlake. Også Roskilde Festival har sendt kærlighed efter duoen med booking til Orange Scene, og til tidligere nævnte DMA 2016 løb phlake med hele fem priser ud af deres syv nomineringer. Og nå ja… så har drengene på stående fod over en halv million månedlige lyttere på Spotify.

Jeg ved, at det betyder meget for Mads og Jonathan, når der kommer anerkendelse fra kollegaer i musikbranchen. Der er visse personer, hvor det betyder rigtig meget for drengene, om det handler om noget, de har lyttet til offentligt, eller om det er noget af det nye, de kommer med kritik til. Vi har lige været i L.A. i en måneds tid for at arbejde specifikt med Robin Hannibal (Mølsted Braun – dansk producer og sangskriver, bl.a. Rhye, Quadron, red.). Robin er en af de personer, som for os alle tre er helt vild, fordi han har lavet nogle virkelig fede ting. Hos ham brugte vi meget tid med at få reel feedback på vores ting. Han kom med nogle sindssygt – hvis man tog det ud af kontekst – hårde ting, men hvor han var sådan: ‘jeg ved, at I godt kan tåle det, og det handler om, at I skal rykke jer’,” fortæller Stefan, der sætter stor pris på både den ros og den kritik, der kommer fra Robins side af.

Men jeg bliver lige så glad, hvis jeg på facebook ser en eller anden gammel pædagog skrive ‘fuck hvor fedt!’ eller noget i den stil. Og det samme hvis man får en mail om, om man kan komme og spille til et bryllup, fordi at denne her sang har betydet alt for det her par.

Der er mange historier, og de betyder alle noget på hver deres måde. Phlake har endnu ikke fået så mange tæv endnu, men det venter Stefan på kommer, og han tror det ligger og ulmer lidt i forhold til den slags musik, de udgiver nu.

Vi udfordrer vores lyttere lidt, tror jeg, fordi vi har en meget bred lytterskare. Så det kan godt være, at der er nogle, der synes, det er noget mærkeligt noget, vi udgiver nu. Det tager en drejning, som ikke er det samme som Slush Hours, og det kan være, der er nogle, der synes, det er ærgerligt.

Og de er helt bevidste om, at den kritik også vil komme på et tidspunkt. Lige nu handler det dog om også at nyde den ros, de modtager, som Stefan synes fungerer lidt som brændstof, man kan komme virkelig langt på. Nogle gange tæt på for langt. Sidste år endte de med at spille omkring 75 shows, hvilket er en stor mængde koncerter for et debut-act.

Vi var sindssygt meget rundt, og det gjorde vi selvfølgelig, fordi det er fantastisk at være på scenen, og fordi man bliver afhængig af det kick, det er, at folk nyder musikken og vil være en del af det.

Også efter et show, er der meget brændstof at hente.

Efter vores koncerter har vi gjort meget ud af, at drengene står og sælger t-shirts og tager billeder, til der ikke er flere. Det er fedt over for deres fans, og drengene bruger det helt vildt meget. Nogle af de ting, deres fans siger om ting, de lægger mærke til i teksterne og i produktionerne og så videre. Så ros og kritik er fedt. Man skal selvfølgelig bare lære at håndtere det og taget det ind og sige “dejligt”, og så også få det ud af kroppen igen, lige meget om det er godt eller skidt. Hvis man tager det for meget ind, kan man også let flyve lidt afsted.

Og med det sagt slukker jeg min optager, siger tak for snakken og lader Stefan gå. Om ganske kort tid tæller det phlakes “nye” største koncert til dato, når Orange Scene skal åbnes – forhåbentligt med et brag.