Foto: Morten Rygaard
Den aarhusianske kvintet, Astronaut, er klar med en ny single produceret af Arctic Monkeys-producer. I samme omgang udgiver de en vild musikvideo.
Med deres koncert på SPOT Festival i 2015, slog Astronaut sig fast som et dansk band med stort internationalt potentiale. Det følgende år udgav Astronaut deres debut-EP, Supernatural, og er nu tilbage med blødende spacepop i form af den nye single, “No Place For Lovers”, der er indspillet i samarbejde med den amerikanske producer Claudius Mittendorfer, som tidligere har arbejdet sammen med blandt andet Arctic Monkeys. Bandet præsenterer samtidigt en ny visuelt bjergtagende musikvideo, der som taget ud af en David Lynch film, finder sted blandt betagende og mareridtskabende filmiske skud med den danske gruppe selv i hovedrollen.
Inspirationen til den nye single opstod efter et rystende bekendtskab med Stanley Kubricks mesterværk A Clockwork Orange, hvor den afskyelige ultra-violence fra filmklassikeren endte op med at forme sangskrivningen hos forsanger Martin Emil Zeppelin. Han udtaler:
“I august 2016 opstod den musikalske ramme om sangen ret pludseligt, imens vi tog en pause fra et andet nummer, som vi arbejdede på. Samme aften så jeg for første gang A Clockwork Orange, der gav mig den mærkeligste følelse i kroppen, men på en god måde. Jeg var i hvert fald vågen hele natten, hvor jeg skrev teksten til sangen, mens morgensolen stod op.”
Om samarbejdet med den anerkendte amerikanske producer Claudius Mittendorfer fortæller Zeppelin:
“Vi sendte demoen til Claudius, og et par dage efter svarede han tilbage: “Great tune, I love it!”. Han inviterede os efterfølgende til sit studie i New York hvor vi færdiggjorde sangen. Han er ret stille og eftertænksom, mens han samtidig forstår at iscenesætte den elektriske, rå energi, som er meget vigtig for os som band.”

Læs også  Lana Del Rey - Lust for Life