Foto: Martin Kleisberg for VEGA
Venue: Lille VEGA
Dato: Søndag den 22. oktober 2017

Norske Astrid S viste sig søndag aften som en af de mest lovende popmusikere i Skandinavien, da hun bragte sin Party’s Over World Tour til København. 

Astrid S – Lille VEGA
4 Anmeldelse
Anmeldelse

Den unge, norske sangerinde Astrid S har endnu ikke udgivet et fuldlængde album, men hendes single- og EP-udgivelser har været mere end nok til at overvinde en anseelig fanskare, drage på verdensturné og melde udsolgt til sin første danske headliner. Party’s Over er navnet på både hendes seneste EP, der udkom i sommer, og så på turnéen, og meget symbolsk var aftenens koncert den sidste i rækken på den omfattende rejse. Heldigvis sluttede festen først efter, at den norske popkomet var gået af scenen.

Aftenen lagde ud med opvarmning fra danske Ericka Jane, og det var et virkelig velvalgt act til anledningen. De to sangerinders iørefaldende popmusik appellerer til nogenlunde det samme publikum og har, synes jeg, den samme internationale sound, selvom de langt fra lyder ens. Selvom publikum forekom noget stift i starten, havde det ikke noget med Ericka Janes optræden at gøre. Sådan er det nok bare at spille for et crowd, der holder vejret i spænding på at se deres store idol.

For Astrid S havde virkelig figur af et idol fra det sekund, hun trådte ind på scenen og satte gang i nummeret “Bloodstream” badet i rødt lys og med to musikere på hver sin side. Der var ikke ét eneste nummer, hvor flertallet af publikum ikke kunne synge med, og det var tydeligt fra start, at de ikke kun var mødt op for at høre hits, men kom for at opleve en kunstner, de virkelig ser op til.

Læs også  Frost Festival 2018 annoncerer First Hate og Blaue Blume til minifestival

Jeg blamer dem overhovedet ikke, for der er virkelig meget at se op til hos Astrid S. Hun er indbegrebet af ordet “likeable”, og hendes afslappede fremtoning på scenen og kontakt med publikum var helt forrygende. Hendes sindssygt velkomponerede popsange taler for sig selv, og hendes vokalpræstation sad lige i skabet, selvom det dog ligende, at der nogle gange var lidt tekniske problemer i forhold til, om hun kunne høre sig selv. Det betød dog ikke noget, for hun kunne snildt ramme alle toner – Rimelig sejt efter en lang turné, der immervæk må være bare lidt hårdt for stemmen i længden.

Det virkelig velfungerende, at Astrid S havde nogle mere akustiske numre med, som eksempelvis bonustracket “Mexico” fra EP’en Party’s Over (Acoustic). Astrid S kunne ikke have undværet sit backing track, og det skulle hun heller ikke, men nogle ganske få gange smeltede den indspillede vokal og hendes egen så meget sammen, at det blev lidt tamt. Al kritik blev dog til skamme, da hun blæste salen bagover på førnævnte “Mexico” og et af hendes tidlige hits “Paper Thin”, som blev leveret sindssygt smukt i en helt stripped down version som første ud af to ekstranumre. Der var virkelig god synergi mellem teksten: “Read my mind just like I’m naked /There’s no hiding now / I’m paper thin, Paper thin” og lyden af Astrid S’ vokal, der flød ud i lokalet helt blottet i sin reneste og smukkeste form.

Læs også  PREMIERE: Bad Birthday udgiver psykedelisk musikvideo

Det var egentligt en ret kort koncert, og det hele gik lidt hurtigt. Det var selvfølgelig ærgerligt, fordi det bare var pissefedt at være til koncert med Astrid S, men superfedt, fordi årsagen var, at sangerinden havde musikken i fokus.
Astrid S er indbegrebet af en popstjerne, men modsat så mange andre, så handlede koncerten ikke om alt det lir, der ofte omringer en popartist for tiden. Hverken hende eller hendes musikere havde et eller andet crazy outfit på, og der var ikke brugt energi på et kæmpe danseshow, eller hvad man nu så ofte ser. Hendes baggrund bestod ganske simpelt af en aflang, smal skærm, der engang i mellem havde dele af lyrics kørende hen over sig, og ellers bare supplerede udtrykket med farvet lys, men som aldrig tog opmærksomheden fra det vigtigste: musikken. Og efter Astrid S havde skiftet fra at tale norsk til at forsøge sig på dansk, sagde hun, at det jo heller ikke handlede om at tale dansk, men om at spille musik. Det betød ikke, at hun ikke kommunikerede med publikum efterfølgende, for det gjorde hun, og det var på en fortsat virkelig afdæmpet og ærlig måde, og på præcis den måde, hvor snak under koncerter giver mening. Hun valgte eksempelvis at introducere et af sine store nye hits “Such A Boy” på engelsk, fordi det var vigtigt, at hun fik et politisk budskab ud, som ligger til grund for nummeret: Som lille fik hun altid at vide, at hun skulle stoppe med at være “such a girl”, og samme gjalt, ironisk nok, hendes bror. “But boys are just as dramatic as girls and they can wear makeup if they want to,” sagde hun til stor jubel. Super fed måde at kommunikere med sit publikum på, for jeg fik i hvert fald lyttet til nummeret på en anden måde, end jeg førhen har gjort.

Læs også  Ugens Upcoming: Fieh

“Such A Boy” var bare et ud af mange højdepunkter fra aftenen. Et andet var at få lov at høre et nummer, som normalt ikke har figureret på hendes setliste, nemlig den norske “Vi er perfekt men verden er ikke det” fra serien SKAM. Det var endnu et nummer, hvor Astrid S’ vokal for alvor kom til udtryk, og man kunne nærmest høre en knappenål falde (hvis altså ikke det fortsat var for de begejstrede fans, der sang med).

Alt i alt var det bare en sindssygt fed oplevelse at være til koncert med Astrid S, og det tror jeg også gælder for dem, der normalt ikke er til kommerciel popmusik og radiohits på stribe. For med Astrid S’ spilleglæde og store dedikation, der betød mere end alt andet, var det egentligt bare musik, vi fik serveret fra en meget lovende musiker.