Foto: PR
Udgivelsesdato: 5. maj 2017
Label: Playground Music

Ásgeir har formået at skabe et helstøbt andetalbum, som viser ham som en overlegen producer og sangskriver. Alligevel kunne jeg have ønsket endnu et ‘hit’ i samme liga som singlerne “Unbound” og “Stardust”.

Ásgeir – Afterglow
3.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Det er ikke særlig længe siden, at jeg opdagede den islandske sangskriver og multiinstrumentalist Ásgeir, selvom hans debutalbum In The Silence fra 2013 slog flot igennem både i hjemlandet og internationalt. Nu er han aktuel med et nyt album, Afterglow, som jeg har haft store forventninger til, smagsprøverne “Unbound” og “Stardust” taget i betragtning. Mine forventninger blev dog ikke helt indfriet, for på trods af ambitiøse, eksperimenterende arrangementer og velkomponerede numre, fik jeg ikke det wow-moment, som de netop førnævnte singler havde udløst.

Læs også  Opsamling: Læs vores album-anmeldelser fra første halvdel af 2017

Det starter godt med titelnummeret “Afterglow”, som på en måde har en funktion som albummets ‘forord’. Der er følelsesladede strygere og en vaskeægte modulation, som planter ideen om nummeret som et filmsoundtrack, hvorefter Ásgeirs fortælling begynder på andetnummeret og hittet “Unbound”. Dernæst får lytteren et glædeligt genhør med albummets andet hit, den fremaddrivende catchy “Stardust”, og man tænker, at nu kan det da ikke blive meget bedre.

Og det kunne det heller ikke. Efter albummets tredje nummer tilstrømmer melankolien igennem de resterende otte numre, og de catchy melodilinjer er ikke så lette at finde. Til gengæld er produktionerne overlegne og interessante, og kompositionerne arrangementerne er overvejede og eksperimenterende, ligesom Ásgeirs vokalpræstationer er i særklasse. På albummets niende og mere opmuntrende nummer “New Day” får vi et glædeligt genhør med Ásgeirs folk-side, og den akustiske guitars arpeggioer og nummerets enkle besætning bliver et afbræk fra de mere tunge, klaver-bårede numre.

Læs også  Opsamling: Læs vores album-anmeldelser fra første halvdel af 2017

Ásgeirs album er ikke let spiseligt, men henvender sig derimod til den vante og koncentrede lytter. Det er når man lytter intensivt efter harmoniske overvejelser, arrangementsmæssige kreative udfoldelser og leg med elektroniske virkemidler og rytmik, at Afterglow bliver et virkelig interessant værk. Jeg savnede dog det wow-moment, som singlerne “Unbound” og “Stardust” udløste, hvilket ikke var at finde på samme måde i resten af albummets numre, men alt i alt er albummet helstøbt, fordi produktion, komposition, arrangement og vokalpræstation samlet set er i særklasse.