Foto: Elliot Lee Hazel
Label: Mexican Summer
Udgivelsesdato: 15. september 2017

Californiens skæve, hyperaktive og farverige legebarn, Ariel Pink, hylder en af hjemstatens glemte helte på skizofrent og desorienterende album.

Ariel Pink – Dedicated to Bobby Jameson
3.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Navnet Ariel Pink burde efterhånden ringe en klokken hos enhver fan af skæve idéer, lo-fi og alternativ pop i al almindelighed. Men før vi dykker ned i det nyeste skud på hans hastigt voksende træ af albums, Dedicated to Bobby Jameson, er det nødvendigt med en kort historietime.

I en kort periode i 60’erne, da psykedelisk og protestorienteret folk stadig var rødglødende, blev Bobby Jameson promoveret som værende den nye stjerne på musikscenen. Han varmede op for The Beach Boys og Chubby Checker, udgav kultalbummet Songs of Protest and Anti-Protest… Men blev derefter mest af alt kendt for sit stofmisbrug og problematiske forhold til lovgivningen. Han forsvandt ud af mediernes bevidsthed og blev i mange år betragtet død. Og ikke blot i overført betydning. I 2007 dukkede han så op igen (med sin egen YouTube-kanal, for at det ikke skal være løgn) og bloggede frem til sin død i 2015.

Læs også  Sløtface - Try Not To Freak Out

Der er altså lagt i støbeskeen til, at en af 60’ernes mest obskure og kultomtågede skikkelser skal hyldes. Men det står hurtigt klart, at Bobby Jameson kun optræder på sidelinjen og i bagtankerne. Ariel Pink er, som det altid er tilfældet, den uovertrufne hovedperson lyrisk, men så sandeligt også, når det kommer til de musikalske idéer.

Der er selvfølgelig tydelige spor tilbage til Jameson. Åbningsnummeret “Time To Meet Your God”, er på én og samme tid mødet med sin skaber og individets endeligt samt et opgør med dødeligheden og det almægtige, mens Californias sol skinner igennem på titelnummeret.

Her stopper det konceptuelle dog. Den røde tråd er for længst knækket over og kastet i ilden. I stedet hersker et genrekaos, der det ene øjeblik domineres af sprød funkbas på “Death Patrol”, det næste af flydesynth og Bowie-esque vokal på “Santa’s In the Closet” for til sidst at blive overvældet af den krautrockede “Time To Live”. Sidstnævnte står, med sin slet skjulte reference til The Buggles-klassikeren “Video Killed the Radio Star”, tilbage som værende en af de stærkeste skæringer på den mere alternative del af albummet.

Læs også  Sløtface - Try Not To Freak Out

Nu kan albummet måske komme til at lyde enormt rodet. Og det er det faktisk også. Men indimellem har Ariel Pink på meget usædvanlig vis åbnet sig meget mere op, end vi er vant til fra tidligere udgivelser. På “Feels Like Heaven” og “Another Weekend” føles det næsten som om, at man er tæt nok på til fysisk at kunne røre ved sangeren selv. Jeg vil da heller ikke tøve ét sekund med at sige, at netop de to sange er blandt de bedste, Ariel Pink nogensinde har skrevet.

Selvom Bobby Jameson glimrer med sit fravær på albummet, på trods af den misvisende titel, lader det til, at det glemte musikalske ikons historie har sat sine spor. Ikke blot på albummet, men også på Ariel Pink selv. Jeg har svært ved at forestille mig, at Ariel tidligere i livet skulle have begået et så personligt værk, som dele af albummet er. Det er bare ærgerligt, at han stadig er så opsat på at skulle være anderledes, at han ikke giver større plads til den nyfundne og mere personlige side af sig selv. Det i sig selv er nemlig uden problemer et fuldlængdealbum værd.

Læs også  Sløtface - Try Not To Freak Out

Med det sagt fejler albummet ingenting. Ariel Pink leverer som altid, mere eller mindre, solide skæringer fra ende til anden. I sidste ende bliver det hele bare en kende for skizofrent og rodet. Og desværre ikke på den særegne og elskværdige måde, som det plejer at være i selskab med det californiske legebarn.

Anmeldelse