Foto: PR
Scene: Orange
Dato: Lørdag den 1. juli kl. 22.00

Der er absolut ingen som Arcade Fire, og det slog de fast med en forrygende og mindeværdig koncert på Orange Scene.

Arcade Fire – Roskilde Festival 2017
4.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Jeg havde egentligt ikke forventet det helt store fremmøde til lørdagens aftenkoncert med Arcade Fire, og det var også uproblematisk at komme forholdsvist tæt på midterpitten, da klokken slog 22.00. Kort inde i koncerten kom en ung fyr og hans ven hen til mig og spurgte med et noget forvirret udtryk i ansigtet, om det her var hovednavnet. Mit indtryk var egentligt også, efter at have talt med forskellige venner i løbet af dagen, at rigtig mange faktisk kun kender Arcade Fire af navn.

Netop fordi det lod til, at folk omkring mig ikke kendte musikken (ingen sang med på nær lige en håndfuld under omkvædet til “The Suburbs”), var det så skøn en oplevelse at se, hvor underholdt alle alligevel var fra start til slut.

Win Butler, Régine Chassagne og co. (de var hele syv mand/dame på scenen) åbnede meget passende koncerten med nummeret “Wake Up” fra deres 2004-album Funeral, og det stod klart fra start, at Arcade Fires energiniveau var mere end nok til at spille Orange Scene op. Energien smittede af på publikum omkring mig, og koncerten skulle vise sig at være en af de mest dansable, jeg har været til i år.

Læs også  Lana Del Rey - Lust for Life

Jeg havde mange højdepunkter under koncerten (eller skal jeg fyre en kliché af og sige, at hele koncerten var ét stort højdepunkt?), og blandt andet tredje nummer “Here Comes The Night Time” fungerede fantastisk. Nummeret startede som en “udsyret bongotrommefest”, har jeg skrevet i mine noter, og slog over i den western-klingende intro fra indspilningen, inden tempoet sank, og kalypso-rytmerne indtrådte. “Det er næsten som om, at solen har skinnet hele ugen,” sagde min veninde, og jeg kunne ikke havde sagt det bedre selv.

Gruppens mere disco-inspirerede stil fik vi også smag for blandt andet på den nye single “Signs of Life” fra det kommende album Everything Now. Man kunne godt fornemme gruppens kærlighed for idolet David Bowie, og følelsen af at være med Arcade Fire og Ziggy Stardust på tur ud i det ydre rum passede perfekt med synet af den berømte “Alien og Ko”, der havde indfundet sig i crowden foran Orange.

Hvis du, ligesom mig, har en helt særlig kærlighed for albummet The Suburbs, så var der også noget at komme efter denne aften. Titelnummeret “The Suburbs” kom som det sjette i rækken, men jeg savnede desværre lidt mere lyd på klaveret og guitaren. Det fantastiske og bærende tema i nummeret var ikke helt dominerende nok og faldt lidt til jorden i dets variation mod slut, hvor guitaren under “We’re still screaming”-stykket desværre druknede. Så var det heldigt, at vi lige bagefter fik serveret både “Ready to Start” og “The Month of May”, som sad lige i skabet. Samme gjorde “Sparwl II (Mountains Beyond Mountains), hvor Régine Chassagne fik lov til for alvor at stråle. Er jeg forresten den eneste, der altid tænker på Blondies “Heart of Glass” når jeg hører det nummer?
Anyways, energiniveauet fra scenen var ikke tabt et eneste miligram, og det var den heller ikke hos publikum, hvor jeg stod, hvor der stadig blev danset på livet løs.

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno

Efter “The Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)” fulgte “Reflektor” fra albummet af samme navn, og Win Butler bad publikum om (undtagelsesvist) at tage deres telefoner frem. Det var et smukt syn af et hav af lysende “reflektorer” foran Orange, vi kunne følge med i på storskærmen.

Butler, Chassagne og resten af det geniale team Arcade Fire så oprigtigt beærede ud over aftenens koncert, og Butler spurgte, om der dog ikke var tid til et ekstra nummer, da vi lakkede mod enden. “Let’s try one more, I’m not sure we’re supposed to,” sagde han og lod publikum dysse hen i nummeret “Neon Bible”, som lægger navn til gruppens album fra 2007.

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno

Arcade Fire bød på alt, hvad man kunne ønske sig af en af de afsluttende koncerter på Roskilde. Der var alt lige fra disco og dans til pop- og indierockfest. Og så var der fællesskab.

Der har været så meget snak om, hvordan årets hovednavne ikke har været prangende nok, og jeg kunne som sagt sagtens fornemme, at mange i publikum ikke var mødt op for at synge med på samtlige numre, men måske bare for at se, hvem “de dér Arcade Fire mon er for nogle”. Men selvom aftenen ikke bød på fællessang og hitparade, så bød den på en af de bedste koncerter, jeg har været med til på Orange Scene. Efter koncerten var slut, og folk begyndte at traske væk, hørte jeg flere sige, at de ikke kendte Arcade Fire, men at koncerten havde været en af deres bedste dette år. Og siger det ikke det hele? Det var efter min mening den helt rigtige booking Roskilde Festival! Tak fordi I giver publikum positive overraskelser og lader dem stifte nye musikalske bekendtskaber. Det er præcist det, I skal.