Foto: Rankin (Waarner Bros. Records)
Label: Warner Music
Releasedato: Fredag den 6. oktober 2017

Liam Gallagher, en af de største frontmænd i britisk rock og populærmusik, er ude med sin solodebut As Your Were.Med hjælp fra producer-duoen Greg Kurstin (Adele, Sia, Beck, Foo Fighters) og Dan Grech-Marguerat (Lana Del Rey, Moby), får Liam Gallagher fremvist sin fascination og glæde for 60’er- og 90’er-rock, men får dog aldrig præsenteret et særligt originalt udtryk.

Liam Gallagher – As You Were
2.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Sammen med sin bror Noel Gallagher, stod Liam Gallagher i front for et af de største rockbands i Storbritaniens historie, Oasis. Begge brødre var vitale for bandets succes, hvor Noel Gallagher var kendt som den dygtige og indadvendte sangskriver, og Liam Gallagher var den udadvendte og meget karismatiske forsanger. Otte år efter at bandet gik i opløsning på grund af interne stridigheder, er Liam Gallagher ude med sin solodebut, As You Were. Albummets titel er en reference til sætningen som Liam Gallagher afslutter alle sine tweets med. Albummet har dog ikke rigtig noget med Twitter eller de offentlige medier at gøre, men er mere en gennemgang af de tematikker og den musik, som Liam Gallagher altid har foretrukket med neddyk i 60’er og 90’er rock, som man kender det fra britrocken.

Albummets bedste sang er uden tvivl “Wall of Glass”, der virker meget velegnet til store stadiumkoncerter med sin massive lyd. Brølende guitarer, gode melodier, et gospelkor til sidst i sangen og et harmonikatema, der er svær at glemme, sætter albummet super godt i gang, og stemningen i sangen kunne minde om noget, man kunne høre på de tidligste Oasis-albums. Sangen er klart et nummer, der står stærkt alene og kommer sikkert til at være en fed oplevelse til fremtidige koncerter med Liam Gallagher.

Læs også  Kå udgiver hit-nummeret "Være Sådan Her"

Liam Gallaghers stemme bygger de to producere super godt op omkring igennem alle sangene på albummet. Gallaghers stemme er blevet renere i lyden, og derved bevæger den sig på As You Were lidt fra den karakteristiske Liam Gallagher-stemme, som man kan kende fra Oasis og Beady Eyes-pladerne.

En af de mest interessante sange på albummet, synes jeg personligt er “For What It’s Worth”. Det er svært ikke at høre og forstå sangen som et nummer skrevet om og til hans bror Noel Gallagher. Det er ikke nogen hemmelighed, at Liam Gallagher meget gerne vil starte Oasis op igen, men at Noel Gallagher ser ud til at være det, der forhindrer dette i at ske. Liam undskylder for, hvad han har gjort mod Noel Gallagher i sangens omkvæd: “For What it’s worth I’m sorry for the hurt/I’ll be the first to say, ‘I made my own mistakes’“, men minder samtidig også om, at Noel ikke er uden skyld i bandets opløsning: “Behind the lens is a poison picture you paint/And lets not pretend you were ever searching for saints”. Dette synges samtidig over et band-arrangement, der vækker minder om de to brødres gamle band, med elektriske guitarer, bas, trommer og et storladent omkvæd. Sangen er dog desværre den eneste på As You Were, der virker personlig. De fleste andre sange synes meget uspecifikke.

Men denne “For What It’s Worth” fremviser også et andet problem ved sangene på As You Were. Der mangler en gennemgående selvrefleksion på sangene, og derfor er det svært at gennemskue, hvad Liam forsøger at fortælle med pladen. På “For What It’s Worth”, synger Liam Gallagher: “And Heaven somewhere holds a place for the misunderstood” om sig selv. Men kan man ikke diskutere, hvor misforstået han er, når han konstant får sine interviews bragt i engelske musikmagasiner og selv er en hyppig bruger af twitter til at lange ud efter ikke blot Noel Gallagher, men også andre bands og musikere? Det virker til, at der er rigeligt med muligheder for at formidle sig klart.

Læs også  Noel Gallagher's High Flying Birds - Who Built the Moon?

Den ellers meget karismatiske sanger får aldrig bragt noget mere frem i sangene, end hvad der læner sig op af musikalske og tekstlige klicheer. Når man tænker på, hvilken humoristisk og ærlig original Liam Gallgher kan være i interviews og på sociale medier, er det en skam, at han i så høj en grad vælger at være uklar i sine tekster og i fremstillingen af verden omkring ham.

Læs også  PREMIERE: Hør The Radar Posts nye single "Lifeline"

Det hele bliver lidt noget, man har hørt før, både i Liam Gallaghers tekster, men også i musikken, hvor størstedelen af sangene virker uinspirerede (Ofte et riff man genkender over en smule anonym melodi). Og det er generelt det, der holder albummet nede i kvalitet. Numrene, udover “Wall of Glass”, “For What It’s Worth” og måske “Chinatown”, virker ligegyldige, da de ellers virker til at være lavet med samme ambiguitet. Liam Gallagher gav i lang tid udtryk for, at han helst ville lave nyt musik med et band, og ikke som et soloprojekt, måske fordi han foretrækker at gøre sange færdige sammen med andre.

Det kan være derfor, at de to producere, Greg Kurstin og Dan Grech-Marguerat, har været indover sangene, hvilket kan have trukket albummet i nogle lidt uheldige drejninger. As You Were præsenterer et interessant samarbejde mellem en af britrockens største frontmænd og to af populærmusikkens dygtigste producere og sangskrivere. Dette samarbejde kan være svært at se den gamle Liam Gallagher acceptere, hvilket muligvis viser at Liam har vokset sig ind i en ny musikalsk rolle som soloartist, væk fra bandformatet, der ellers har været kendetegnende for hans musikalske karriere. Albummet har enkelte gode numre, men har desværre for mange letglemmelige sange.