Foto: Matt Warfield
Venue: Kukuun (Klubhaus St. Pauli)
Dato: Torsdag den 21. september kl. 19.30

Da den canadiske hiphop-gruppe Grand Analog spillede på Reeperbahn, gjorde de det så overlegent, at koncerten næsten ikke kan betegnes som andet end ét af festivalens absolutte højdepunkter 

Anmeldelse: Grand Analog på Reeperbahn Festival 2017
5 Anmeldelse
Anmeldelse

Torsdag aften på Kukuun. Klokken er tyve over syv, og det aflange lokale er mørkt, tætpakket. På højtalerne boomer speed- og heavyrock, og “Canadian Blast” pryder plakaten bagved den scene, hvor drengene fra Grand Analog er begyndt at sætte op. Selv har jeg kun kendt til dem i en uge, jeg er til gengæld kun sjældent blevet hooked på et band så hurtigt. Som vi skrev i vores guide til 17 internationale navne på Reeperbahn, anser vi Grand Analog for et must-hear live, og begejstringen er vi tydeligvis ikke alene om. Menneskemængden foran scenen tæller både pressefolk og festivalgængere i alle former, og de utallige fremmødte får luften til at summe af forventning. Allerede før koncerten går i gang, har man en idé om, at dét her bliver stort.

Læs også  Blaue Blume - Sobs (EP)

En vibrerende guitarlyd. Samtlige fremmødte retter deres opmærksomhed mod manden forrest på scenen – Odario Williams har taget mikrofonen. Da han siger, at “This right here.. This is a story of a man from down south..” begynder hujen og opmuntrende råb allerede at lyde fra  publikum. Grand Analog trækker introen ud, spændingen stiger, stiger yderligere, og da “I Play My Kazoo” endelig skydes i gang, er folk oppe at køre. Sådan totalt oppe at køre. Beatet der lægges på scenen er tungt, der er en Rage Against the Machine-lignende energi over gruppens udtryk, som forstærkes både af bassist Warren Brays lighed med Tom Morello, og af hans helt overlegne tilgang til sit instrument. Williams’ vokal er fyldig, hans måde med ord totalt uimodståelig, og i løbet af koncerten viser han sig ikke alene som en afsindigt dygtig rapper, men også som entertainer af den tunge liga.

Læs også  Ugens Upcoming: mono mono

Han åbner “Electric City” med

When I say//Music// Makes the world go round//You all say ‘world go round, world go round’//When I say//Music//Makes the world go round//You all say//’We ain’t goin’ nowhere‘”

mens en dynamisk, summende baslinje kører i baggrunden, og som nummeret udvikler sig, bliver det tydeligt, at Grand Analog ejer deres publikum. Williams bemærker på et tidspunkt, at “They told me I got thirty minutes. So I gotta hurry the fuck up”, og det er næsten ikke til at bære. Bandets musik, der både trækker på hiphop-, heavyrock-, dub- og reggae-elementer er berusende, og deres evne til både at sætte festen i gang og holde den kørende på et usandsynligt højt niveau er næsten ikke til at fatte.

Læs også  PREMIERE: Endre Nordvik tager dig helt tæt på i sin akustiske live-session

Create that buzz// Fake fur and fuzz//Does what she does in the gastropub//Big up your flaw, sun, moon and stars//Ooh she rock hard in avant garde//Hooked up for the weekend//To get down on the weekend”

rapper Williams under “Wild animal print”, og da Grand Analog bagefter takker af, fyldes lokalet yderligere med ekstatisk hujen og tilråb, folk pifter, vil bare have mere.
Grand Analog var uden tvivl min festivals højdepunkt. Et fuldstændigt euforiserende brag af en hiphop-koncert.