Foto: Herrmann Stenerud

Amanda Delara fortsætter sit imponerende og velfortjente fremtog på den internationale popscene med udgivelsen af singlen “Dirhamz”. 

Den norsk/iranske sangerinde Amanda Delara gav en mindeværdig koncert på dette års by:Larm Festival i Oslo, og glæden har knapt nået at lægge sig, før vi igen får lov at nyde godt af det store talent. Delara udgav sidste år debutsinglen “Paper Paper”, der markerede en solid start for sangerinden, som på de nu blot to numre, hun har udgivet, allerede har formået at skabe en helt unik og genkendelig lyd indenfor en ellers temmelig dominerende bølge af elektropop.

Læs også  King Krule - The OOZ

Delaras orientalske univers, hvad angår både lydbilledet og det visuelle, er virkelig gennemført og ekstremt forførende, og med lyrics som “start a new life in some distant land” ledes tankerne hen på de fortryllende 10001 Nats Eventyr. Men selvom universet er drømmende og kan synes uendeligt fjernt, præsenteres vi for en barsk sandhed om en rå tilværelse, hvilket også afspejles i både videoen og resten af nummerets tekst. En ekstremt smuk og velfungerende kontrast, som også fungerer perfekt til det politiskkommenterende aftryk, Delara med “Paper Paper” satte sig.

Er du til tunge down-tempo beats, tight produktion, en knivskarp og rå vokal, gennemtænkte lyrics og en forfriskende dynamisk sangstruktur, så brug lige knapt fire minutter af din fredag på at tjekke “Dirhamz” ud. At den tilhørende musikvideo tilmed sidder lige i skabet er blot endnu en grund til at gøre lige netop dét. Vi glæder os til mere, Delara!

Læs også  St. Vincent - MASSEDUCTION