Foto: Mads Perch
Udgivelsesdato: Fredag den 2. juni 2017
Label: Infectious Music/PIAS

alt-J viser mere nedtonede og modne sider frem på deres korteste album til dato.

alt-J – Relaxer
4.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Hvis du kun kender alt-J som den britiske gruppe, der staver sit navn ∆ og står bag skæve hits som “Breezeblocks”, “Tessellatte” og “Left Hand Free”, så vil Relaxer uundgåeligt komme bag på dig. Med kun otte sange og en længde på under 40 minutter er det på alle tænkelige måder bandets korteste album; et faktum, der båder arbejder for og imod dem.

Efter bandets forrygende debutalbum, An Awesome Wave, kom deres efterfølgende album, This Is All Yours, til at lide frygteligt under, at det var lyden af et band, der ikke var i stand til at finde frem til, hvilket band de ønskede at være. Det var derfor en noget rodet omgang, der ofte trak lytteren fra ét sted til et andet uden for alvor at levere.

Læs også  Frank Carter & The Rattlesnakes - Copenhell 2017

Det præcis modsatte er tilfældet på Relaxer, der viser et band i total kontrol over den musikalske supertanker, de navigerer gennem et temmelig smalt stræde.
I modsætning til alt-J’s tidligere udspil, der har været præget af stort hitpotentiale og en altid insisterende nerve, er Relaxer et meget mere tilbagelænet og underspillet album, der kan kræve en vis tålmodighed fra lytteren. Hele fem sange tikker ind med en spilletid på over fem minutter, og, som det er tilfældet på den afsindigt smukke “Adeline”, skal du ofte mere end halvvejs ind i sangene, før de smider deres minimalistiske pupper og lader mere end blot guitar, keyboard og Joe Newman’s karakteristiske vokal træde frem.

Resultatet er et album, der sjældent leger med de helt store armbevægelser, men derimod giver sig tid til at fordybe sig i hver enkelt sang, finde ind til den absolutte kerne og nærer sig ved denne. Sangene er måske ikke så legesyge og excentriske som tidligere, men rent musikalsk er alt-J vokset med et helt enormt tempo. Det overskud og de eksperimenter, de så let og elegant prøver af, giver pote hver evigt eneste gang.

Læs også  Inglorious - Copenhell 2017

Et enkelt nummer, “Hit Me Like That Snare”, truer med at ødelægge hele albummet, når det rammer som en lægtehammer midt i utrolig skønhed. Nummeret er meget enkelt den værste sang, alt-J nogensinde har skrevet, men med en længde på under fire minutter er det heldigvis hurtigt overstået, hurtigt glemt og relativt hurtigt tilgivet.

Særligt på åbningsnummeret “3WW”, det overraskende cover af “House of the Rising Sun” samt det symfoniske og fuldstændigt overvældende afslutningsnummer “Pleader”, kommer alt-J’s nyfundne modenhed og eksperimenterende overblik virkelig til syne. På trods af tidligere at have udgivet fantastisk materiale, leder denne udvikling næsten tankerne hen på den legendariske fortælling om Robert Johnson og hans handel med Djævelen. Det er svært at tro, at alt-J virkelig er gået hen og blevet så gode, som de er.

Læs også  Frank Carter & The Rattlesnakes - Copenhell 2017

Relaxer er et album, der kommer til at være definerende for alt-J fremover, og vil samtidigt altid være det album, der for alvor fik mig overbevist om, at alt-J ikke bare er tre skæve eksistenser fra Leeds med tække for gode popmelodier, men derimod et band, der hører til blandt det absolut bedste, England har at tilbyde.

Anmeldelse