Foto: Marina Jensen
Venue: Gamla, Oslo
Dato: Lørdag den 4. marts 2017

Sangerinden og sangskriveren Alma viste, at Finland har meget mere at byde på, på den internationale scene, end man måske ellers skulle gå og tro.

Alma – by:Larm 2017
4 Anmeldelse
Anmeldelse

Kender du nogen popstjerne fra Finland? Nej? Så er det da også på tide. Finske Alma er godt på vej til at blive den første internationale popstjerne fra landet, der ellers mest er kendt for saunaer og vild Melodi Grand Prix udklædning. Denne lørdag har en stor del af by:Larms gæster vovet sig ind i centrum af Oslo for at opleve den hypede nye artist Alma. Faktisk er så mange mødt op, at jeg er tæt på at blive afvist i døren grundet pladsmangel.

Læs også  Lana Del Rey - Lust for Life

Heldigvis lykkes det mig at komme ind på den 350 år gamle bar og spillested Gamla for at se, om Alma kan bære al omtalen. Publikum er feststemt og fast besluttet på at lade danseskoene tage over. Og det lader også til at være tilfældet fra scenen, hvor sangerinden træder ind til stor jubel. Og med sig har hun gudhjælpemig et band. Jeg har lyttet til Almas musik forinden og forventede egentlig blot en DJ med en macbook som lydtapet til sangerindens vilde stemme.

Denne festival har jeg og mine kolleger dog bemærket, at tendensen med at erstatte bandet med en laptop er på tilbagetog. Det kan man kun være glad for, for det giver et helt andet liv på scenen, at Alma har kontakt med sit band, rocker med, og giver plads når instrumentalisterne udfolder sig på deres legetøj. Med sig har Alma også sin tvillingesøster som backingvokalist og hypewoman, og det giver en fed visuel gimmick, at de to har lige syregrønt hår og er klædt i samme uniform.

Den selvtrænede sangerinde mangler måske at arbejde med sin vokalteknik, som ikke altid sidder lige i skabet, men de toner, der rammer ved siden af, gøres op for af ren tilstedeværelse, og en ellers særegen stemme, der ikke er hverdagskost i den kommercielle popverden.

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

Sammenligningerne med danske MØ trænger sig på, men ikke fordi Alma egentlig minder specielt meget om den danske popkomet. Mere på det plan, at begge er kunstnere laver kommerciel pop, med deres eget twist, en fed liveenergi og en skarp stilbevidsthed. Højdepunktet kommer med førstesinglen “Karma”, hvis beat må kunne sætte gang i selv de mest skeptiske tilskueres fødder.

Læs også  Lana Del Rey - Lust for Life

Alma viser denne aften, at hun har potentiale til at bringe finsk pop til resten af norden. Om det bliver indfriet til fulde vil tiden vise.

Anmeldelse