Foto: Soleima // Dennis Morton

Vi fejrer fredagen ved at lytte til en masse dejlig musik, som netop har ramt gaden. Der er både nyt fra Danmarks ukronede popdronning Soleima, og stemningsfyldte, lindrende indietoner til danske klassiske digte på Lindrings debutalbum.

 

Soleima – No. 14 

Efter sin tid i gruppen Flødeklinikken startede Sarah Mariegaard forrige år sit soloprojekt, hvor hun under kunstnernavnet Soleima begyndte at lege med forskellige producere i København, London og L.A. I starten troede Mariegaard egentlig, at hun skulle skrive for andre og brugte den første del at karrieren med dette for øje. Men da Sarah mødte producerne Vera og Vasco blev hun, gennem det musik de lavede sammen, klar over at hun havde lyst til at udgive under eget navn. Soleima er på alle måder sin egen med et stærkt D.I.Y.-gén, der placerer hende i popmusikkens yderkant med foreløbig to singler i år “Cracks” og “Breathe”, der definerer Soleima som en eksperimenterende popkunstner. I dag udgiver hun minialbummet No. 14, hvilket hun i øvrigt fejrer med en gratis releasekoncert på Natbar i København – ja tak!

Sille Nilsson – Fall Away Into Place (EP)

Danske Sille Nilsson følger op på debutalbummet, Nothing Else Is Working, fra 2015 med sin nye EP, Fall Away Into Place, som blandt andet indeholder sangen “Wait Up”, der har hittet på P4. Nilssons musik er blødt og poppet og trækker på inspiration fra den amerikanske country-musik. Selv kalder hun sin musik for ‘electro-country’, netop fordi hun blander de elektroniske elementer, man kender fra nutidens electropop med countrymusikkens historiefortællende og ligetil univers. Sille Nilsson fortæller selv om sin nye EP:  ”Jeg føler mig en lille smule på udebane med den kommende EP, fordi jeg nok er vandt til, at musikken bliver til sammen med min guitar. På EP’en er der også numre, som er startet med nogle idéer jeg fik, mens jeg sad og legede med mit logic-program.”  Med udgivelsen sparker Sille Nilsson desuden sin forårstourné i gang, hvor hun kan opleves til intime koncerter i Danmarks største byer.

Læs også  10 hurtige til Little Dragon

 

Lindring – Giv Tid 

I går udkom det nyere danske indieband Lindrings debutalbum, Giv Tid, som er et konceptalbum med nye moderne musikalske fortolkninger af gamle, danske digte. I marts udgav de en smagsprøve på albummet i form af singlen “Det er hvidt herude”, som er en ny musikalsk fortolkning af Steen Steensen Blichers klassiske digt fra 1838. Udover “Det er hvidt herude” indeholder albummet blandt andet fortolkninger af B.S Ingemanns “Dagen Går med Raske Fjeld” også fra 1838 og “I Sne Står Busk og Urt i Skjul” fra 1831 foruden “Stille Hjerte, Sol Går Ned” af Jeppe Aakjær fra 1912, hvor Mikael R. Andreasen, som vandt en Steppeulv som Årets Komponist ved prisshowet i 2016, optræder som gæstevokalist. Bandet består af sangerinde Annelouise Adolph (som du måske kender fra X factor), jazzguitaristen Mikkel Ploug, Adi Zukavonic (Bisse, IRAH, Nikolaj Nørland) på synthesizer og klaver, Jeppe Skovbakke på bas (I Got You On Tape) og trommeslageren Jeppe Gram (Vildnis, Grammofunch).

Læs også  Ugens Uimodståelige // Uge 41

 

CART Records – Various Arstists (EP)

Det danske label CART Records er i dag klar med en ny udgivelse i form af en ‘Various Artist’-EP, hvor tre nye, men allerede roste navne på den elektroniske basscene, Shield (DK), Balatron (IS) og Monty (FR) er præsenteret. Københavnske Shield er en dansk producer, som på EP’en leverer sin sædvanlige blanding af trippede baslinjer, men slutter ganske uortodoks nummeret af med jazz-inspireret synthsolo. Den islandske producer Balatron udgiver nummeret “Way Back”, som lyder som et warehouse fyldt med sprængstof. Til sidst tryller Monty fra Toulouse i Frankrig med sin unikke lyd og flow.

 

Vida Sophia – Vida Sophia (EP)

… Ja okay, Vida Sophias EP udkom i sidste uge, nærmere langfredag, som jo altså var lige oveni en påskeferie. Men vi syntes alligevel, den fortjente lidt kærlighed og omtale, for Vida Sophia har altså kreeret et spændende og stærkt udspil. På EP’en præsenteres sangerinden gennem fem numre, hvor tre af singlerne “Nothing Can Stand In Your Way”, “Capella” og “I Never Surf” tidligere er udgivet. Vores anmelder skriver blandt andet: “Vida Sophia viser at hendes vokal også brillerer nede i det dybe, og jeg er vild med det. Nummeret [“Phantom” red.] skiller sig ud fra de foregående i lyden, teksten er tung: “I am dealing with the fear of groving old”, synger Vida Sophia med en klagende og længselsfuld stemme, og jeg er suget ind i universet, og nærmest hypnotiseret af den voksende produktion gennem nummeret.” Læs hele anmeldelsen her.

Læs også  Stort Interview med Aphyxion: "Det er metal med mening"

Joe Goddard – Electric Lines 

Den britiske elektroniske musiker Joe Goddard er i dag ude med soloalbummet Electric Lines. Som en forsmag på albummet har han tidligere delt titelsangen, der er featuring Alexis Taylor. Sammen med singlen udgav Goddard en helt unik interaktiv hjemmeside, som er en walk-throug af albummet. Goddard kunne gennem hjemmesiden dele sine historier, playlister m.m. direkte med fans.

 

Vesper – Vesper/Nox (EP)

I dag er den SPOT-aktuelle duo Vesper ude med deres selvbetitlede debut-EP. Vespers musikalske og lyriske univers kredser om kærlighed, eufori og begær, og duoen har vist stort format de på to tidligere singler “Hollow” og “End It Starts”. Senere i aften udgiver Vesper endu en EP med titlen “Nox”. “Nox” er en natte-version af Vesper-EP’en, og de nye udgaver af sangene er perfekte til at danse natten lang. Denne udgave af EP’en skal repræsentere den klubbede lyd, der også kommer til sin ret under Vespers live optrædender. Vesper kan opleves live på Rust i København den 28. april og til SPOT Festival i Aarhus den 5. maj.