Foto: Benjamin Booker // PR

Denne fredag byder blandt andet på udgivelser fra alt-J, de Roskilde-aktuelle sangerinder Halsey og Noga Erez samt danske Sleep Party People. 

Det er jo efterhånden blevet tradition, at alle udgiver deres musik om fredagen, og selvom det kan være lækkert at få smidt dusinvis af gaver i hovedet på én gang, så er det altså også let at miste overblikket i den barske jungle af udgivelser. Vi har derfor prøvet at gøre opgaven bare en lille smule mere overskuelig og udvalgt de albumudgivelser, vi selv mener er de mest essentielle og anbefalelsesværdige.

alt-J – Relaxer

Med over to millioner solgte albums (An Awesome Wave, 2012 og This Is All Your’s, 2014) og mere end en milliard streams må det britiske band alt-J siges at være et af de allerstørste for tiden. Nu har trioen, der består af Joe Newman, Gus Unger-Hamilton og Thom Green, endelig sluppet deres tredje plade, Relaxer, og endda en uge før oprindeligt planlagt. På albummet, der er indspillet i London, har gutterne fået hjælp fra deres faste producer Charlie Andrew, men trods samarbejdspartneren er den samme, har lyden udviklet sig meget fra de tidligere udgivelser. Vores anmelder skriver:

“I modsætning til alt-J’s tidligere udspil, der har været præget af stort hitpotentiale og en altid insisterende nerve, er Relaxer et meget mere tilbagelænet og underspillet album, der kan kræve en vis tålmodighed fra lytteren. […] Resultatet er et album, der sjældent leger med de helt store armbevægelser, men derimod giver sig tid til at fordybe sig i hver enkelt sang, finde ind til den absolutte kerne og nærer sig ved denne.”

Du kan læse hele anmeldelsen af Relaxer her.

Amber Coffman – City of No Reply

Efter at have forladt det succesfulde orkester Dirty Projectors er amerikanske Amber Coffman nu klar med sit soloalbum City of No Reply, der er et lettilgængeligt, tilbagelænet indiepop-album med solrige melodistykker og bløde vokalharmonier. Med i produktionen har Coffman haft ex-kæresten, og tidligere bandmade, David Longstreth fra Dirty Projectors, og indspilningen foregik allerede tilbage i 2015. Coffman er efterhånden en habil spiller på musikscenen, hvor hun, udover Dirty Projectors, også har spillet med i gruppen Sleeping People og desuden har lagt vokal til numre som “Hold On” af den elektroniske kunstner Rusko og megahittet “Get Free” af Diplo.

Læs også  St. Vincent - MASSEDUCTION

Noga Erez – Off the Radar

Roskilde-aktuelle Noga Erez er en af de mest interessante upcoming kunstnere lige nu. Hendes opvækst i den israelske hovedstad Tel Aviv har inspireret et yderst politisk debutalbum med meget på hjerte. Hendes inspirationskilder tæller kunstnere som M.I.A, fka Twigs, Kendrick Lamar, Flying Lotus og Frank Ocean, men lyden af Noga Erez er absolut intet andet end lyden af Noga Erez. I fællesskab med samarbejdspartneren Ori Rousso har Erez begået et hårdtslående, elektronisk debutalbum, der virkelig vil noget. Om pladen siger hun selv:

“I have this idea of giving people moments of thought and inspiration, and at the same time offering escapism and fun.”

Det synes vi er lykkedes hende meget godt.

Læs vores anmeldelse af Off the Radar her.

Beach Fossils – Somersault

Somersault er første udgivelse fra New York-gruppen Beach Fossils siden deres 2013-udgivelse Flash the Truth. De fire år har gruppen brugt på at genfinde sig selv og eksperimentere med nye lydlandskaber. Resultatet er et solbeskinnet, melodisk og yderst fængende indiepop/rock-album, hvor gruppen blandt andet har leget med instrumenteringen og krydret deres tidløse indiegodter med både strygerarrangementer, cembalo, sax og fløjte, hvilket blandt andet kan høres på det episke og drømmende nummer “Saint Ivy”. Albummet er indspillet forskellige steder i New York, og gruppen har yderligere været forbi Los Angles, hvor de har indspillet hos Foxygen’s Jonathan Rado, som også var indenover Chicago-gruppen Whitney’s geniale debutalbum Light Upon the Lake. Beach Fossils Somersault har kæmpe potentiale til at blive soundtracket til dine dovne dage i solen denne sommer. Lyt selv.

Læs også  VIDEOPREMIERE: Danske Eugenia udgiver musikvideo til "Byen"

Benjamin Booker – Witness

Amerikanske Benjamin Booker gav tilbage i 2015 en meget anmelderrost koncert på Roskilde Festival, og er af mange blevet udråbt som et af de mest interessante navne på den internationale rock-scene. Bookers selvbetitlede debutalbum fra 2014 opstod på et grundlag af kærlighed for rå garagerock, men bluesen har altid ulmet i undergrunden, og på Witness hiver Booker desuden fat i sin interesse for soul og R’n’B. På titeltracket “Witness” fristes man endda til at sige, at der har sneget sig lidt gospelinspiration ind oven i købet. Det fungerer super godt, men det er heller ikke hvem som helst, Booker har haft med i processen. Hvor Booker selv har stået for sangskrivningen, så er det Sam Cohen (som blandt andet har arbejdet med Roskilde-aktuelle Kevin Morby), der har stået for produktion og Shawn Everett (Alabama Shakes), der har mixet.

Halsey – hopeless fountain kingdom (Deluxe)

I en helt anden boldgade finder vi den blot 22-årige popkomet Halsey, der er aktuel på dette års Roskilde Festival. Hendes debutalbum Badlands fra 2015 røg ind som nummer to på Billboards album chart, og det var især singlen “New Americana”, der fik Halsey’s navn på manges læber. Halsey er ikke bleg for at tage temaer op som eksempelvis seksualitet og hendes mission virker klar: at give stemme til hendes generation af unge mennesker med noget på hjerte. hopeless fountain kingdom er et album spækket med knivskarpe og storladne popproduktioner, der trækker på mange inspirationskilder men alligevel lyder som sit eget, trods det sidst i åbningsnummeret “The Prologue” er svært ikke at sætte associationer igang til Imogen Heaps monsterhit “Hide and Seek”.

Sleep Party People – Lingering

Der har været teaset meget, og nu er det her endelig, det nye album fra danske Brian Batz aka Sleep Party People. Den eksperimenterende multiinstrumentalist slog sine første toner an som Sleep Party People tilbage i 2008, hvilket i 2010 blev til udgivelsen af det selvbetitlede debutalbum. Sleep Party People har for længst brudt de danske grænser og hvervet sig en stor fanskare verden over, der alle har en kærlighed for stor fantasi, tætpakkede lyduniverser og en eksperimenterende, melodisk tilgang til rockede og elektroniske elementer. Okay, det lød niche-agtigt, men det er der altså rigtig mange, der er til, og det forstår man godt, når man hører nye numre som åbningstracket “Figures”, “The Missing Steps” og drømmende, storslåede “Lingering Eyes”. Det er en meget produktiv Batz, der selv har stået for både sangskrivningen, indspilningen og produktionen af albummet.

Læs også  Vil du arbejde i musikbranchen? Ansøgningsfristen til Innovative Music Management nærmer sig

Marika Hackman – I’m Not Your Man (Deluxe)

Sidste navn på listen er den brandvarme indierock-sangerinde, sangskriver og multiinstrumentalist Marika HackmanI’m Not Your Man er andet albumudspil fra musikeren, der, ligesom Halsey, heller ikke er bange for at tage fat i temaer om identitet. Albummet ser Hackman give slip på al kontrol, og det er et befriende, oprørsk album til alle, der har lyst til engang i mellem at grine lidt af verden og provokere en smule. Selv udtaler Hackman:

“When I was younger I wasn’t looking at Joni Mitchell. I was looking at Nirvana thinking, ‘I wanna be like that!”.

Det kan man sagtens høre, eksempelvis på et nummer som “Good Intentions”. Med sig på indspilningen har Hackman desuden den hypede London-kvartet The Big Moon, som hun har udtalt var perfekte til at fange essensen af, hvad musikken betød for hende.

Vi fangede Marika Hackman til en snak under dette års The Great Escape Festival i Brighton, og interviewet kan du læse her.