fbpx

35 album vi glæder os til i 2017

Foto: Arcade Fire // PR

2017 bliver et super år at dømme ud fra alle de nye plader, vi har i vente. De første stykker er netop udkommet, og de markerer kun begyndelsen.

The xx

Titel: I See You
Dato: Den 13. januar

Vi kan umuligt være de eneste, der glæder os over, at det længeventede album I See You fra Londons indie-darlings The xx endelig er ude. Albummet er det tredje i rækken og følger efter succeserne xx og Coexist. Processen omkring skabelsen af I See You har været en del anderledes, end hvad Romy Madley Croft, Jamie Smith og Oliver Sim normalt har været vant til. Hvor de to første album er blevet til i meget isolerede omgivelser i London, er den nye plade indspillet mellem 2014 og 2016 i både Marfa Texas, Reykjavik, New York, London og Los Angeles. Og mon ikke du kan høre forskellen. The xx gæster Forum den 10. februar.

SOHN

Titel: Rennen
Dato: Den 13. januar

Tre år efter at SOHN udgav sit roste debutalbum Tremors, er han nu klar med sit nye album Rennen.

De tre singler “Conrad”, “Rennen” og “Hard Liquor” har været fantastiske, og vi glæder os over, at vi nu kan få resten at høre. London-produceren har valgt at gå i en helt rigtig retning, og vi har høje forventninger til både Rennen og fremtidige udgivelser. SOHN gæster DR Koncerthuset den 22. februar.

Flo Morrissey & Matthew E. White

Titel: Gentlewoman, Ruby Man
Dato: Den 13. januar

Det bliver uden tvivl en plade fyldt med vellyd, når folksangerinden Flo Morrissey slår sig sammen med soulsangeren Matthew E. White og sammen udgiver et album med covernumre. Gentlewoman, Ruby Man vil blandt andet indeholde numre fra gamle navne som The Velvet Underground og Bee Gees samt nye favoritter som Frank Ocean og James Blake. Hør førstesinglen, Little Wings’ “Look At What The Light Did Now”, her:

Austra

Titel: Future Politics
Dato: Den 20. januar

I front for det anmelderroste synthpop-projekt Austra står canadiske Katie Stalmanis. Future Politics er det tredje album fra Toronto-bandet og følger efter 2014’s populære udgivelse Olympia. Singlen “Utopia” er en fængende og skarptskåret electropopskæring med Stalmanis’ stærke vokal i fokus, og den giver forhåbentligt et godt indtryk af, hvad vi kan vente os den 20. januar.

Foxygen

Titel: Hang
Dato: Den 20. januar

Efter at have påstået at deres turné i 2014 var deres afskedsturné, er den excentriske retrorockduo Foxygen igen på banen. To singler er allerede ude, og denne gang har det amerikanske band allieret sig med et 40+ mand højt symfoniorkester. De har fået hjælp til at arrangere de nye sange af den førnævnte soulmusiker Matthew E. White. Vi glæder os som små børn til at høre, hvad Jonathan Rado og Sam France denne gang har i ærmet til os af mærkværdigheder.

Cancer

Titel: Totem
Dato: Den 27. januar

Den danske duo Cancer, der består af Nikolaj Manuel Vonsild (When Saints Go Machine) og Kristian Finne Kristensen (Chorus Grant), fik i 2014 en enorm, og velfortjent, hype med EP’en Ragazzi. Nu er tiden endelig kommet til, at vi får den første fuldlængder at høre i form af debutalbummet Totem. Navnet Cancer kommer fra sygdommen, men selvom navnet referer til noget af det mest dystre ved den menneskelige tilværelse, er der også en god portion optimisme i musikken, inspireret af den smukke åbenhed, det ofte medfører at tale om sygdom og det at miste.

Toothless

Titel: The Pace of the Passing
Dato: Den 27. januar

Toothless er navnet på det nye soloprojekt fra Bombay Bicycle Club-bassisten Ed Nash, som er en af vores 17 navne du skal holde øje med i 2017. Navnet Toothless stammer fra en Raymond Pettibon tegning af en tiger, der bider hovedet af en dreng med teksten “Even toothless, she can still bite off a boy’s head.” Forestillingen om at noget, selv uden tænder, stadig kan bide fangede Nash’ opmærksomhed med tanken om, at der sjældent forventes meget af et sideprojekt – især ikke fra bassisten. Nash’ blide og legesyge indiepop har dog bidt sig ganske godt fast på os.

Ty Segall

Titel: Ty Segall
Dato: Den 27. januar

Californiens psykedeliske garagerock-mester, multiinstrumentalist, sanger, sangskriver og producer (puha!) Ty Segall er den 27. januar klar med sit studiealbum nummer ni, der bærer samme navn som debutpladen fra 2008 og kunstneren selv. Udover at du kan glæde dig til endnu en omgang smadrede Cali-vibes den 27. januar, kan du også glæde dig til at opleve hele herligheden live, når Ty Segall tager sit band og nye album under armen og aflægger Den Grå Hal visit den 23. august.

Ten Fé

Titel: Hit The Light
Dato: Den 3. februar

Britiske Ten Fé var en af vores fem fedeste opdagelser på The Great Escape i Brighton anno 2016. Drivkræfterne bag hedder Ben Moorhouse og Leo Duncan, og London-duoen udgiver den 3. februar debutalbummet Hit The Light, der følger efter singler som “Overflow”, “Turn” og “Twist Your Arm”. I ovenfornævnte artikel beskriver vi Ten Fé som et kærlighedsbarn mellem The War On Drugs og Snow Patrol, så har du nogenlunde en fornemmelse af, hvad der venter dig. Måske. Ten Fé kan opleves live på Atlas i Aarhus den 27. februar og på Ideal Bar i København den 28. februar.

Læs vores Ugens Upcoming med Ten Fé.

Sampha

Titel: Process
Dato: Den 3. februar

Nu er der ikke lang tid til, at vi endelig kan få Samphas debutalbum Process at høre. Albummet kommer til at indeholde 10 numre, herunder singler som “Blood On Me” og “Timmy’s Prayer”. Sampha er hurtigt blevet en prominent stemme inden for R’n’B, og han har bestemt også fanget vores opmærksomhed. Produceren, sangeren og sangskriveren har også en meget imponerende liste over tidligere samarbejdspartner, der blandt andet tæller Drake, Kanye West, Solange of Frank Ocean. Vi havde Sampha med på listen over 2016’s bedste koncerter, og du har igen mulighed for at opleve ham den 16. marts i Store VEGA.

Shock Machine

Titel: Shock Machine
Dato: Den 17. februar

Shock Machine er aliaset for det tidligere Klaxons-medlem James Righton. Den engelske sanger og sangskriver udgav sidste år EP’en Open Up The Sky og annoncerede derefter udgivelsen af hans selvbetitlede debutalbum, der udkommer via Marathon Artist. Det er efterhånden længe siden, at Klaxons hittede på den britiske indierock-scene, så vi er spændt på at se, hvordan Righton lyder anno 2017.

King Gizzard and the Lizard Wizzard

Titel: Flying Microtonal Banana
Dato: Den 24. februar

I 2017 kan du glæde dig til hele fem album fra de udsyrede drenge i King Gizzard and the Lizard Wizzard. Det gør vi. Første udgivelse i rækken lander til februar og kommer til at have en mindre psychet, mere trance-inspireret lyd end hidtil. Spændende!

Dirty Projectors

Titel: Dirty Projectors
Dato: Den 24. februar

Vi ved stadig ikke helt, hvad der er sket i Dirty Projectors dynamik de seneste år. Efter lang tids stilhed udgav gruppen et nyt nummer, som ikke indeholdt medforsanger Amber Coffmans vokal, og rygterne om et opbrud i bandet blev videre bekræftet, da Coffman udgav sin første solosingle. Vi ved endnu intet med sikkerhed, men der er dukket en mail op fra Spotify, der antyder, at der er et udspil ved navn Little Bubble på vej.

Depeche Mode

Titel: Spirit
Dato: 17. marts

Behøver vi overhovedet sige, hvorfor vi glæder os til, at det nye album Spirit fra den britiske gruppe Depeche Mode ser dagens lys til foråret? Albummet bliver intet mindre end nummer 14 i rækken, og det er deres første pladeudgivelse siden Delta Machine kom i 2013. Briterne har sammen med albumannonceringen også offentliggjort deres ‘Global Spirit Tour, som også bringer dem en tur forbi Parken den 31. maj.

The Shins

Titel: Heartworms
Dato: Den 20. marts

Det var tilbage i 2012, at vi sidst hørte fra den amerikanske indiepop-gruppe The Shins, der dengang udgav albummet Port of Morrow. I mellemtiden har frontmand James Mercer blandt andet været travlt beskæftiget med han og makkeren Danger Mouse’s projekt Broken Bells. Det bliver spændende at høre, hvad den nye plade Heartworms har at byde på. Vi ved i hvert faldt, at den indeholder de to meget lovende singler “Dead Alive” og “Name for You”.

Soleima

Titel: TBA
Dato: Den 28. april

Vi kender endnu ikke titlen på danske Soleimas kommende minialbum, men vi ved, at det udkommer den 28. april, og at vi i løbet af foråret vil høre flere singler fra elektropop-sangerinden, der i starten af året udgav nummeret “Cracks“. Sarah Mariegaard, der gemmer sig bag aliaset, startede sit soloprojekt forrige år, efter hun blandt andet også har været en del af Flødeklinikken. I begyndelsen var det Mariegaards tro, at hun skulle skrive musik for andre, men efter mødet med producerne Vera og Vasco gik det op for hende, at det egentligt også træk i hende selv at udgive. Den erkendelse er vi ret tilfredse med.

Fleet Foxes

Titel: Crack-Up
Dato: 16. juni

Vi troede, at det var slutningen på en skøn (to album lang) æra, da Fleet Foxes– trommeslageren Josh Tillman i 2012 annoncerede, at han forlod bandet til fordel for sit soloprojekt Father John Misty. Men nu har Fleet Foxes delt tilstrækkeligt mange hints til, at vi godt tør sige, at bandet er en realitet igen (dog uden Tillman bag trommesættet). Der er endnu ingen detaljer ude om releasedag eller titel, men frontmand Robin Pecknold bekræftede over for en fan på de sociale medier, at albummet næsten var færdigt. Pecknold selv arbejder desuden på sit debutalbum, som vi selvfølgelig også glæder os til at høre. Derudover har gruppen afsløret, at de i 2017 også kommer til at turnere igen. Vi krydser alt, hvad vi har, og mere til!

BOO SEEKA

Titel: TBA
Dato: TBA

‘Dreamtronica soul hiphop’, ‘hiphop psych soul dreamtronica’ – musikken fra singer-songwriter Ben Gumbleton og producer Sam Croft er blevet kaldt mange ting, og kært barn har mange navne. Australske BOO SEEKA opnåede en stor hype i hjemlandet med udgivelsen af singlen “Kingdom Leader” i januar 2015. Efterfølgende har makkerparret sluppet yderligere tre singler “Deception Bay”, “OH/MY” og “Fool”, som alle er lovende bud på, hvad vi har i vente af det kommende debutalbum.

Læs vores interview med BOO SEEKA.

Dan Croll

Titel: TBA
Dato: TBA

Den britiske multiinstrumentalist og singer/songwriter Dan Croll har opvarmet for prominente navne som Bastille, CHVRCHES, Daughter og Imagine Dragons. Han udgav i 2014 debutalbummet Sweet Disarray, som indebar singlen “From Nowhere”, som også var i hyppig radiorotation herhjemme. Nu er han igen klar til at slippe sit elektropoppede univers løs på sit kommende andet album, som han selv beskriver som et mere umiddelbart album end debuten. Vi glæder os!

Læs vores interview med Dan Croll, der blandt andet fortæller om det kommende album.

The Strokes

Titel: TBA
Dato: TBA

Yeeeees! Det her er virkelig spændende. The Strokes‘ guitarist Nick Valensi har sluppet flere hints der peger i retning af, at et nyt The Strokes album er på vej. Det sjette af slagsen. Forsanger Julian Casablancas har bekræftet, at gruppen vender tilbage til studiet, og vi fik allerede sidste år en smagsprøve på, hvordan The Strokes nu lyder med EP’en Future Past Present. Vi ved ikke meget om hverken titel eller dato, og det skal vi nok heller ikke regne med at blive meget klogere på. Valensi har nemlig udtalt tilNME, at han allerhelst bare vil “pull a Beyoncé […] and just drop shit”.

Haim

Titel: TBA
Dato: TBA

Der har længe floreret rygter om, at Los Angeles-søstrene Haim har en opfølger til 2013’s succesdebut Days Are Gone i støbeskeen. Det er efterfølgende blevet bekræftet, at det nye album udkommer til sommer, og at producerne Rostam Batmanglij (ex-Vampire Weekend) og Ariel Rechtshaid (der også producerede debuten) er inden over projektet.

Gorillaz

Titel: TBA
Dato: TBA

Den har været teaset længe nu, og rygterne lyder, at vi får det nye Gorillaz album at høre i løbet af den første halvdel af 2017. Det er nu også syv år siden, at vi sidst hørte fra Damon Albarn og Jamie Hewletts virtuelle legender Noodles, 2D, Russel og Murdoc på albummet The Fall. Albarn er ikke meget for at afsløre, hvad der er i vente, men albummet kommer efter sigende til at stå i kontrast til Albarns stille klaverballader fra solopladen Everyday Robots. Vi håber på et Roskildevisit.

Arcade Fire

Titel: TBA
Dato: TBA

De canadiske indierockere Arcade Fire er i år klar med deres femte album. Hvornår ved vi ikke, men alle numre skulle være indspillet, og mon ikke vi får dem at høre, når bandet til sommer spiller på Orange Scene. Det hele startede tilbage i 2004, hvor Montreal-gruppen udgav det anmelderroste debutalbum Funeral. Siden da har vi fået perle efter perle, og vi har vores forventninger i top til bandet, der i 2011 hev en Grammy hjem for bedste album.

Lorde

Titel: Melodrama
Dato: TBA

Vi har endnu ingen detaljer om Lordes kommende opfølger på succesen Pure Heroine, andet end at den er på vej. Den Newzealandske sangerinden har flere gange teaset albummets komme, men har hverken offentliggjort titel eller udgivelsesdato. “Royals”-hitmageren er dog blevet offentliggjort til flere amerikanske festivaler denne sommer, og mon ikke hun tager det nye album med sig? Det satser vi på – og glæder os over.

Amber Coffman

Titel: City of no Reply
Dato: TBA

I modsætning til spekulationerne omkring et kommende Dirty Projectors album, er vi sikre på, at der kommer et soloalbum fra deres medforsanger Amber Coffman. Sammen med førstesinglen “All To Myself”, som Coffman kalder “en kærlighedssang til en selv”, blev det også offentliggjort, at der arbejdes på et debutsoloalbum fra sangerindens hånd. Udgivelsesdatoen er dog stadig ukendt.

LCD Soundsystem

Titel: TBA
Dato: TBA

Det medførte stor sorg, da LCD Soundsystem i 2011 annoncerede deres opbrud, og vakte mindst lige så stor glæde, da New Yorkerne sidste år meddelte deres reunion, som bragte dem til Roskilde Festival. Vi har mere glæde i vente, for i år bliver højst sandsynligt også året for Brooklyn-bandets første plade siden udgivelsen af This is Happening i 2010. Albummet var først planlagt til at lande sidste år, men det skete ikke. Det gør det nu, please.

Mac DeMarco

Titel: This Old Dog
Dato: TBA

Vi ved stort set ingen ting om denne her, men Mac DeMarco postede i slutningen af december en video på sin Instagram, hvor han popper pagne med lyden af et nyt nummer i baggrunden og teksten “#that’s a #wrap. Just finished #Mixin the new #disc […]“. Vi venter spændt på flere detaljer om albummet, der bliver den første fuldlængder siden 2014’s Salad Days.

Grizzly Bear

Titel: TBA
Dato: TBA

Brooklyn-gruppen Grizzly Bear trækker på genrer som folk, psych, pop og rock og er et generelt eksperimenterende projekt bestående af Edward Droste, Daniel Rossen, Chis Taylor og Christopher Bear. I 2014 udgav de det meget anmelderroste album Shields, og det er denne succes den kommende plade følger efter. Gruppen skrev, meget specifikt, tilbage i oktober på deres twitter-profil, at albummet var 90% færdigt, og at dette blev den sidste update, inden vi får albummet at høre. Der kan ikke gå lang tid, og vi glæder os som små børn.

King Krule

Titel: TBA
Dato: TBA

Rygter lyder, at også London-multitalentet King Krule har nyt materiale på vej. Archy Marchall, der også har lavet musik under aliaset Zoo Kid, har hintet, at det nye album vil være i tråd med 2013-debuten 6 Feet Beneath the Moon, der indeholdt geniale numre som leadsinglen “Easy Easy” og den chillede skæring “Border Line”. I oktober optrådte King Krule til The Growlers Beach Goth Festival med en ny sang, og ifølge publikum havde Marchall annonceret det fremtidige album. Du dropper det bare Marchall, any time.

Lykke Li

Titel: TBA
Dato: TBA

I forbindelse med promoveringen af supergruppen Liv (Lykke Li, Miike Snow-medlemmerne Andrew Wyatt og Pontus Winnberg, Björn Yttling fra Peter Bjorn and John og producer Jeff Bhasker) har den svenske sangerinde i et interview med Pitchfork afsløret, at hun også har arbejdet på et nyt soloalbum. Det skulle ifølge Lykke Li selv være mere poppet end 2014’s I Never Learn. Vi har været ret begejstrede for sangerindens arbejde med Liv, så mon ikke vi også har noget lækkert i vente på den kommende soloplade. Vi klager dog heller ikke, hvis Liv pludselig bliver i gavehumør.

St. Vincent

Titel: TBA
Dato: TBA

Til foråret vil Annie Clark aka St. Vincent udgive sit femte album, som er inspireret af 2016’s politiske klima. I et interview med Guitar World sagde Clark om albummet: “I think it’ll be the deepest, boldest work I’ve ever done, […] I feel the playing field is really open for creative people to do whatever you want, and that risk will be rewarded – especially now that we have such high stakes from a political and geopolitical standpoint.” Vi håber, at Clarks politiske engagement bringer noget godt med sig. Det gør det nok.

Vampire Weekend

Titel: TBA
Dato: TBA

New Yorker-trioen (Rostam Batmanglij har valgt at forlade gruppen) Vampire Weekend skulle, ifølge rygterne, være igang med at skrive pladekontrakt med Columbia Records (hvis ikke det allerede er sket). Indierockernes album Modern Vampires Of The City fra 2013 fik en enormt god modtagelse – af gode grunde (vi har numre som “Step”, “Everlasting Arms” og “Ya Hey” i tankerne). Vi er derfor ret vilde med frontmand Ezra Koenigs Instagram-post fra januar sidste år, der lyder: “For now in the Vampire Weekend universe, it’s all about recording the next album. There will be a lot of familiar faces in the studio but also some fresh, new ones. Working title is ‘Mitsubishi Macchiato’…for obvious reasons.” – klart…

The War On Drugs

Titel: TBA
Dato: TBA

Med Adam Granduciel i front har Philadelphias psychrockere The War on Drugs leveret tre fremragende albums, hvor især det sidste Lost In The Dream nok står højt på listen over de fleste indieelskeres favoritplader. Hvis vi tør tro på rygterne, så er gruppen, der i 2005 blev dannet af Granduciel og Kurt Vile, tilbage i studiet. Heldigvis bliver rygterne trin for trin mere bekræftede, og bandet har blandt andet postet billeder fra studiet på deres Instagram.

Opdatering: Philly-gruppen har annonceret, at de udgiver singlen “Thinking of a Place” den 22. april i anledning af Record Store Day.

Wolf Parade

Titel: TBA
Dato: TBA

Et andet band, der også har delt billeder fra studiet, er indierock-gruppen Wolf Parade fra Montreal. I 2010 gik gruppen i opløsning, men sidste år kom den reunion, mange havde håbet på, men ikke turde regne med. Genforeningen førte dem rundt i live-landskabet i både New York, London og Toronto. Vi håber, at det kommende album også vil føre dem til Danmark.

Soho Rezanejad

Titel: Six Archetypes
Dato: TBA

Dansk/iranske Soho Rezanejad (Gold Lip) har i løbet af 2016 markeret sig som en virkelig interessant spiller i den danske undergrund med sin tungsindige synthpop. 2015’s debut-EP Idolatry fik flotte roser med sig, og hun var i sommer booket til Countdown scenen på Roskilde. Da 2016 sang på sidste vers, delte Rezanejad nummeret “December Song”, som kommer med på debutalbummet.

Udover disse 35 artister, så hold lige et vågent øje med: Pheonix, Communions, Sigur Rós, Lowly, Franz Ferdinand, Rhye, Sky Ferreira, Alice Glass, Earl Sweatshirt, The Killers, Japandroids, Kehlani, Temples, Father John Misty, Beck, Cloud Nothings og Halsey, der alle, med mere eller mindre sikkerhed, også kommer på banen med nyt album i år.

Opdatering af udgivelsesdatoer og albumtitler foretaget den 21. marts 2017.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com