06 maj BÆNCH – SPOT Festival 2023
Foto: Jeppe Seiding (Pressebillede)
BÆNCH førte sig frem i Den Rå Hal, med en attitude der fortalte alle tilstedeværende, at de hører til på scener med plads til store armbevægelser!
4/5 stjerner
Jeg havde fornøjelsen af at se BÆNCH på et lillebitte spillested for omkring et år siden, og jeg så et potentiale til noget der kunne blive rigtig godt, det var bare et spørgsmål om hvad der skulle til for at forløse det potentiale. Det viste sig i dag, at det BÆNCH har manglet var plads! De har taget kæmpemæssige skridt op i deres udvikling som band, og med plads til at vælte rundt på scenen som ægte rockstjerner, fik deres udtryk et kæmpemæssigt boost. Koblet sammen med at lyden var rigtig god i Den Rå Hal gik det op i en højere enhed der sendte tankerne imod internationale bands som Inhaler eller Catfish and the Bottlemen, hvis man altså lige kneb øjnene lidt sammen.
Det var ikke altid, at sammenspillet gik lige glat og der var enkelte smuttere hist og her i kampens hede, men de var lette at tilgive, da man kunne mærke at fejlene opstod i iver, og ikke manglende talent, da alle i bandet ellers generelt var velspillende. De er tydeligvis et band der gerne vil steder hen med deres musik, og det har givet pote i øvelokalet, hvor de tydeligvis har knoklet for at nå til et punkt hvor det kan lade sig gøre. Nu er det bare et spørgsmål om at komme ud på flere spillesteder, hvor de kan få lov til at folde vingerne helt ud.
Er man til engelsk-klingende post-punk og vil man slippe for at kigge til udlandet efter sit næste yndlingsband, så er BÆNCH helt klart værd at tjekke ud!