05 apr French Kiwi Juice tog sin stue med til Store VEGA, og han følte sig i den grad hjemme. 

Foto: PR
Venue: Store VEGA
Dato: Tirsdag den 4. april 2023

French Kiwi Juice gæstede København i går aftes. Usvigeligt sikkert manøvrerede multiinstrumentalisten imponerende gennem sit repetoire og udfoldede sin musikalitet til det ypperste. En aften som man rent musikalsk sent glemmer. 

4,5/5 Stjerner

Bag FKJ (French Kiwi Juice) gemmer sig det civile navn Vincent Fenton. Jeg kan tydelig huske i Soundcloud-tidernes morgen, da den musikalske blærerøv begyndte at udsende lækre tunes, hvor han på moderne vis indspiller alt selv. Lige siden har det taget fart og fanskaren er kun vokset. Koncerten var den første i Danmark siden 2019, og minsandten sluttede hans eurotour i kølvandet på sit nye album VINCENT på denne forårsaften. Dette gjorde landsmanden, vennen og aftenens support os allerede opmærksomme på. Crayon var et godt startskud og fik varmet godt op i salen med groovy stram R&B, der havde taget en violinist med sig på scenen. Violin, keys og beats blev en fin opvarmning, der passede godt til hovedpersonen og fik publikum til at svinge med.

Et udsolgt Store VEGA ventede. 

FKJ indtog Store VEGA med sin selvsikre rolighed gennem en dør – der skulle ligne døren ind til hans egen stue – og hvilken en af slagsen. Sceneshowet var en genskabelse af hovedpersonens egen dagligstue udstyret med tre LED skærme, der virkede som vinduer med panoramaudsigt ud over et frodigt bjerglandskab. Scenen var sat med hjemlige hyggelige lamper, bogreoler og plader. Sågar en tekande, som han skænkede sig en kop the af, mens han satte en plade på og slængede sig i sin sofa til soul fra gode gamle Al Green. Det vidnede om en livssnyder og om en person, der ikke gør noget halvt. “I brought my own livingroom” sagde han, det ringede på døren og han åbnede op for sit band, der satter sig til rettte og begyndte sin 100 minutters lange musikalske virtuose og selvsikre optræden med liveloop og improvisation rundt i jazz, funk, r&b, disco med variation af piano, guitar, synthesizere og saxofon. Og med sine tre forskellige studiealbum og en EP er der efterhånden nok at tage fat i. Under det meste af koncerten var han akkompagneret af sit dygtige band på trommer og bas, der fuldendte lydbilledet og sendte Store Vega på en musikalsk rejse med evigt svingende vibrationer og smukke lydbilleder.

Allerede på andet nummer “Losing my way”, som er skabt sammen med den britiske musiker og producerkollega Tom Misch, var jeg solgt – et af de mere ømme øjeblikke under koncerten: I’m losing my way// Through this darkness // She was heartless // In every way // I’m losing my way. 

Skærmene skiftede jævnligt, og på numrene med gæsteoptrædener sang de fra skærmene. På “Us” fra den nye plade imponerede FKJ på sin saxofon. På “Ylang Ylang’, fra EP’en af samme navn gav han en akustisk lektion på klaveret. Han udviste i det hele taget dedikation og forståelse for lyd og musik. Han introducerede spændende genremøder, udviste sine musikalske talenter gennem instrumentel live-looping, skabte rytmer og lydflader som det passede ham. FJK skiftede instrumenter som skærmene bagved ham skiftede motiv. Han skiftede fra guitar til synths til klaver til saxofon midt i numrene. På “100 Roses” skiftede han fra den ene til den anden guitar. Skærmene blev også brugt som vejrskift fra sit hjem, hvor lyden af regn suppleredes med regnfulde ruder og sågar torden. På ”Way Out” fløj fugle i solnedgangens skær rundt på skærmene. Hele sceneshowet og skærmene fuldendte koncertoplevelsen, skabte en fortælling og dannede bro mellem fortid og fremtid. 

Det var tydeligt, at det ikke var vokalen, der er det franske legebarns yndlingsinstrument. Lyden på hans en vokal var lav og fungerede på ingen måde som første violin. Han ville hellere imponere med det han er god til – som multiinstrumentalist og komponist. “Improvision feat Copenaque” udbrød han pludselig og udfoldede igen sit indre legebarn og voldsomme musikalske talent med hjælp og bifald fra publikum. Det kæmpe bifald forsatte over i ekstranummeret ‘Skyline’. Som en softice-maskine, der skyder softice ud, opererede FKJ helt smooth. Han er så uovertruffen på alle instrumenter, at det paradoksalt nok nærmest transcenderer til det overperfekte. Det kom til at fremstå upersonligt og glat, hvorfor det kunstnerisk blev hans hæmsko. Men hvad skal man kunne mærke? Noget personlighed, noget uperfekt? Sådan er FKJ bare ikke. 

Han og bandet sluttede deres eurotour af med manér. Rytmeguitar, bas og trommer for fuld udblæsning i en fremragende outro, hvor bandet gav fuld valuta for pengene, mens man på skærmene kunne se Vincent i sit es, i færd med at live-loope alle sine instrumenter med et gyngende Store VEGA i ryggen, der ikke lignede de var på vej i seng på denne tirsdag aften.

Det var ikke helt slut. Alene bag sit klaver hyldede han akustisk med en melodi af den afdøde multiinstrumentalist og komponist Ryuichi Sakamoto, der gik bort forleden. En smuk gestus og et af de mest rørende øjeblikke – i en ellers lidt distanceret optræden.