
År 2010 var året Bumsestilen gav os albummet; Mens vi venter. Et år efter og ventetiden er nu endelig ovre.
Med Swab bag knapperne, Thomas T bag mikrofonen samt en titel som vinder af dansk rap ’99 i baglommen, er forventningerne skruet helt i top. Den lyriske rimsmed Thomas T, serverer et flow de færreste mestrer og med en god portion selvironi, originalitet og billedrige tekster kan man virkelig opleve en af danskraps gamle drenge i topform. Ligeledes kan det mærkes at årene er gået og erfaringen blot vokset, hvilket giver en mere seriøs lyrik. Dette kan f.eks. mærkes på nummeret Livet stinker der alligevel munder ud i en fest af dimensioner.
Albummet er fyldt med oldschool beats der er blevet krydret med alt det gode fra den urbane lyd anno 2011. Det er tydeligt at mærke hvordan den elektroniske lyd har præget albummet. Hurtige trommer og en ekkobas der leder tankerne på dupstep, løfter albummet fra den klassiske hiphop til et nyt niveau. Inspirationen er dog ikke kun fundet i det elektroniske univers. Rock, dub og reggae pryder ligeledes Bumsestilens nye stil.
At Bumsestilen formår at holde det oldschool og så ”fresh” på en og sammentid kan ikke andet end imponere selv de hårdeste kritikere af danskrap, for hvem sagde at danskrap skulle være kedeligt? De har som med albummet Naturligvis fra ’05 skabt endnu en undergrunds klassiker. At sætte en finger på noget er i denne omgang utrolig svært, men med kun 2 gæsterappere på 20 numre kunne det havde været fedt med blot et par stykker til. Ellers helt igennem komplet hip-hop album med alt hvad der hører til.
Til sidst skal det nævnes at tidligere udgivelser, samt den efterspurgte og for længst udgåede Naturligvis kan med den nye udgivelse hentes gratis på pladeselskabet Idiotsikker records hjemmeside.
Udgivelsesdato: 21 nov. 2011 som download og CD. Samt på vinyl d. 28 nov.






























Comments are closed.